I dag, fredag, kan forbipasserende i gågaderne i Sønderborg få en smagsprøve på en gammel dansk tradition. Her vil Karina Lorentzen Dehnhardt fra Socialistisk Folkeparti sammen med Sønderborg-kandidaten Timm Bøttger dele hveder ud for at sætte fokus på partiets ønske om at genindføre store bededag.
“Hvedesæsonen kommer tidligt i år,” siger Karina Lorentzen.
Uddelingen af hveder er samtidig en markering af partiets politiske budskab. SF mener, at afskaffelsen af helligdagen har fjernet mere end blot en fridag fra kalenderen.
“Store Bededag handler om mere end en fridag – det handler om fællesskab, traditioner og balance mellem arbejdsliv og familieliv. Det vil vi kæmpe for i valgkampen, og derfor deler vi hveder ud”, siger Karina Lorentzen.
Anledningen er, at regeringen tidligere har afskaffet Store Bededag som helligdag. Med hvederne vil SF gøre opmærksom på partiets klare holdning om, at dagen bør genindføres.
Den lokale kandidat Timm Bøttger bakker op om budskabet og mener, at sagen også handler om tilliden mellem vælgere og politikere:
“Regeringen sagde aldrig, den ville afskaffe helligdagen. Det kom som en tyv om natten, og det har skabt en mistillidskløft. Den skal der rettes op på ved at genindføre helligdagen”, forklarer han.
Hvis man vil møde SF-politikerne – og måske få en hvede med på vejen – kan de findes på gågaderne i Sønderborg fredag fra omkring klokken 15:30, hvor Karina Lorentzen også vil være i SFs valgbutik, den gamle Kolibri-butik.




















