Hvordan lugter teknologi egentlig, og kan en robot lære at genkende din yndlingsduft? Det er nogle af de spørgsmål, man får mulighed for at arbejde med, når en særlig workshop sætter fokus på både sanser og kunstig intelligens den 24. marts.
Arrangementet er for piger mellem 13 og 16 år, der er nysgerrige på teknologi og gerne vil prøve det af i praksis. Her får deltagerne selv lov til at bygge en såkaldt robotnæse og undersøge, hvordan AI kan bruges til at genkende forskellige dufte. De må også gerne tage egne dufte med hjemmefra, for eksempel krydderier, parfume eller mad, som robotten skal lære at kende.
Der kræves ingen erfaring, og fokus er på at gøre det let at være med, samtidig med at der bliver arbejdet konkret med teknologi. Workshoppen foregår på engelsk, men der er også mulighed for at tale dansk, og der bliver lagt vægt på både læring, hygge og at møde nye mennesker, oplyser High Five Girls.
Der er plads til 15 deltagere, og arrangementet er gratis at deltage i, men man skal tilmelde sig via Hive Five Girls’ hjemmeside.
Workshoppen afholdes tirsdag den 24. marts 2026 fra klokken 16:00 til 19:00 på Alsion.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.






















