Hvert fjerde år er der valg til Fritidsrådet i Sønderborg Kommune, og nu er der igen mulighed for at stille op for dem, der vil være med til at præge rammerne for fritidslivet i kommunen. Fritidsrådet, der tidligere hed Folkeoplysningsudvalget, er kommunens rådgivende udvalg på det folkeoplysende område, hvor repræsentanter fra fritidslivet er med til at drøfte og udvikle området.
Fritidsrådet bidrager med anbefalinger til det politiske arbejde, blandt andet når der skal træffes beslutninger om kommunens politikker, puljer og nye strategiske indsatser på fritidsområdet. Det gælder for eksempel Idræts og Fritidspolitikken og andre indsatser, der har betydning for foreningslivet i kommunen.
I Fritidsrådet sidder fem repræsentanter fra idrætsforeninger, tre repræsentanter fra aftenskoler, to repræsentanter fra spejderne, en repræsentant fra handicapområdet, to repræsentanter fra øvrige folkeoplysende foreninger samt to politisk udpegede medlemmer.
Alle er velkomne til valgaftenen, og ønsker man at stille op, kan kandidaturet meldes på selve aftenen. Valget foregår onsdag den 22. april 2026 klokken 19:00 på Sønderborg Kaserne, og der er tilmelding ved at skrive en mail til [email protected].




















