Niels Benjamin Sørensen, byrådsmedlem for Danmarksdemokraterne, skriver:
Læserindlæg: Socialdemokratiet er sure over, at man passer sit arbejde
På byrådsmødet den 29. april udtrykte socialdemokraten Didde Lauritzen en kritik af, at vi i Danmarksdemokraterne benytter os af retten til at stille spørgsmål til forvaltningen og spørge ind til integrationsområdet.
Nu er kritik fra en socialdemokrat jo ikke et særsyn, når man er Danmarksdemokrat; ja faktisk må det vel nærmest betragtes som et tegn på, at man er på rette vej politisk. Det kan imidlertid undre, at man i Socialdemokratiet kritiserer os for at stille spørgsmål til forvaltningen.
For det er jo nu engang en politikers opgave at undersøger sagerne. Særligt for et oppositionsparti er det kernen af opgavebeskrivelsen, at vi kontrollerer de ting, der foregår i kommunen og udøver en demokratisk kontrol med flertalsgruppen.
På den måde forekommer Socialdemokratiets kritik absurd. For vi passer jo sådan set bare vores arbejde. Det burde Socialdemokratiet som selverklæret arbejderparti have respekt for.
Det interessante spørgsmål er jo så, hvorfor Socialdemokratiet ikke ønsker, at vi passer vores arbejde? Er det måske fordi, de ikke bryder sig om de svar, vi finder?
For det er jo ret beset pinligt for partiet, der har haft magten igennem 12 år, at vi i Sønderborg Kommune ligger i bund, når det kommer til beskæftigelse for ikke-vestlige indvandrere, og det er jo også pinlige fraværstal, der kommer frem, når vi kigger på f.eks. danskundervisning for udlændinge (ca. 30 %) eller modersmålsundervisning på arabisk (ca. 50 %).
Men det er selvfølgelig nemmere at kritisere os for at undersøge disse sager, end det er at forholde sig til de faktiske problemer, som Socialdemokratiet har ladet stå til gennem de sidste 12 år.
Jeg kan i øvrigt berolige Socialdemokratiet med, at jeg naturligvis også har spurgt ind til andre områder end integration i kommunen. Bl.a. har jeg stillet forvaltningen spørgsmål om følgende områder: Parkeringsforhold i Sønderborg by, Kunstrådet, stenrev og ålegræsudplantninger.
Jeg kan også berolige Socialdemokratiet med, at jeg agter at fortsætte med at passe mit arbejde efter bedste evne.
Dette er et læserindlæg der udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Hvis du ønsker at sende et læserindlæg til SønderborgNYT, så kan det sendes til [email protected].


















