Medlemmerne fra CrossFit Sønderborg træner på lørdag for en god sag. I forbindelse med en juleevent vil medlemmerne lave burpees for Julemærkehjemmet Fjordmark i Kollund.
Burpees er en hård fysisk øvelse, som både træner musklerne og konditionen. Crossfit-medlemmerne vil i tre minutter lave burpees, hvor de skal betale to kroner pr. udført burpee.
“Julemærkehjemmet mangler penge hele tiden. Derfor var flere medlemmer i CrossFit Sønderborg enige om, at det kunne være sjovt at kombinere vores sport med at gøre noget godt for børnene”, siger Palle Hyldgaard Olsen, der er medejer af CrossFit Sønderborg i en pressemeddelelse.
Han regner med, at hver deltager kan nå at lave mellem 30 og 50 burpees på de tre minutter. Pengene vil på et senere tidspunkt blive overrakt til Julemærkehjemmet.
I januar kommer børnene fra Julemærkehjemmet til CrossFit Sønderborg for at prøve crossfit.