Rådgiver: Kommunen sparer på hjælpen til sårbare børn

19. juli 2017 Samfund Skrevet af: Ole Kæhler

Set i lyset af, hvor mange sager Børne- og Uddannelsesforvaltningen behandler, så sker der ikke mange fejl. Ikke hvis man alene tæller det antal klagesager, hvor Ankestyrelsen udtaler, at der er foretaget en forkert vurdering.

“Mængden af fejl kan bare ikke måles på den måde. Man måler jo heller ikke det reelle antal sprit- og narkobilister ved at tælle dem, der bliver taget af politiet”, siger jurist Linda Klingenberg, der er privat rådgiver for mennesker, der har brug for en såkaldt partsrepræsentant, når de har sager kørende hos kommunen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Skal man vide, hvor mange sprit- og narkobilister, der er på landevejene, så skal alle bilister tjekkes. Og skal man vide noget om antallet af fejl i Sønderborg Kommunes børnesager, så skal alle sager gåes igennem.

“Lovgivningen giver mulighed for, at kommunen kan hjælpe sårbare og udsatte børn med stort set hvilken som helst problemstilling. Men den rummer også mulighed for, at man på mange områder kan lade være. Sagsbehandlerne skal blot bruge deres fantasi og så kan de trække deres beslutninger den ene eller den vej”, siger Linda Klingenberg til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Nogle forældre klager til Ankestyrelsen, hvis de ikke får den hjælp, som de mener, de skal have. Men rigtigt mange mennesker kan ikke overskue det, så de gør ingenting”, siger Linda Klingenberg.

Det er byrådet, der lægger de store linier for, om der skal investeres penge i sårbare og udsatte børn eller om kommunen skal bruge dem på noget andet.

“Og det er mit klare indtryk, at i Sønderborg Kommune, bruges der mindst muligt på at løfte sårbare og udsatte børn”, siger Linda Klingenberg.

Artiklen fortsætter under annoncen

Politikere begrænser ikke mulighederne

Formanden for Børne- og Uddannelsesudvalget, Erik Lorenzen, ved, at Linda Klingenberg er partsrepræsentant for en enkelt familie i Sønderborg.

“Altså kender hun blot til den ene sag og jeg vil meget gerne se dokumentation for, at vi bruger mindst muligt på at hjælpe sårbare børn”, siger Erik Lorenzen til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Juristen fortæller videre, at det også er hendes klare opfattelse, at kommunale sagsbehandlere virkeligt gerne vil hjælpe børn og familier, der har brug for støtte.

“De kommer som nyuddannede med den faglige fane højt løftet. Men de får den meget hurtigt ned igen”, siger juristen. Og fanen kommer ned igen, når sagsbehandlernes overordnede fortæller dem, hvad der skal gøres i de enkelte sager.

Også det har udvalgsformanden en mening om:

“Politisk er der ikke sat begrænsninger for, hvordan forvaltningen hjælper de sårbare børn. Og mener Lina Klingenberg, at vores medarbejdere bøjer loven på en måde, så der spares penge, vil jeg meget gerne have dokumentation for det”, siger Erik Lorenzen. Intentionen fra det politiske udvalg er, at sårbare og udsatte børn får den hjælp, som de har brug for.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Og det betyder ikke, at der er et tag-selv-bord, men at forvaltning og forældre taler sammen om, hvad der skal til for at hjælpe børnene”, siger udvalgsformanden.

“Tankevækkende i forhold til juristens udmeldinger er også det faktum, at KL og flere kommuner landet over kigger mod Sønderborg i forhold til indsatser for sårbare familier og udsatte børn”, siger Erik Lorenzen.

Du kan læse mere om Linda Klingenbergs rådgivning HER

4. maj 2024 Samfund, Sønderborg

Kontrakten er skrevet under – nu kan der rives bygninger ned i Nørager

4. maj 2024 Samfund

Fredag blev kontrakten om nedrivning af Nørager skrevet under og det var et øjeblik præget af refleksion over en lang proces, glæde over lokale kræfter og en forventning om at få det bedste ud af situationen, man er blevet sat i, skriver Salus på deres hjemmeside. Teknisk chef for SALUS Boligadministration, Brian Skou Juhler Larsen, […]

Læs mere...