Mindre vind førte til mere CO2-udledning i 2016

14. december 2017 Samfund Skrevet af: Ole Kæhler

Hvert år laves der en CO2- og energirapport for Sønderborg Kommune og den netop offentliggjorte rapport viser en mindre stigning i CO2 udledningen i 2016 i forhold til 2015.

Samlet set har Sønderborg Kommune som virksomhed reduceret CO2-udledning med 47 procent i forhold til 2007.

“Den grønne omstilling har denne gang et bump på vejen, da 2016 var et meget vindfattigt år. Derfor blev der brugt mere kul i elproduktionen”, skriver Sønderborg Kommune i deres CO2- og energiregnskab.

”Vi er selvfølgelig ærgerlige over den stigning i CO2 udledning, men selve energiforbruget i kommunen som virksomhed er faldet en lille smule siden 2015, og energireduktionen for bygninger og gadelys er oppe på 26 procent i forhold til 2007, så resultatet af energioptimeringsprojekter, udfasning af naturgas samt opsætning af solceller og LED-gadebelysning, har givet den ønskede gevinst”, siger Lene Sternsdorf, programleder for det tværgående program, Klima og Zero, hos Sønderborg Kommune.

Artiklen fortsætter under annoncen

Sønderborg Kommune som virksomhed har i ni år arbejdet aktivt for at nedbringe energiforbruget og udfase fossile brændstoffer. Udskiftning af gadebelysning til LED, skifte fra naturgas og olie til fjernvarme i kommunale bygninger, opsætning af solceller på skoler og børnehaver er kun nogle af de eksempler, som fører til CO2-reduktionen i Sønderborg Kommune som virksomhed.

Samtidig støtter den grønne omstilling hos områdets fjernvarmeværker samt en grønnere elproduktion i hele landet CO2-reduktionen. Flere tiltag skal sikre fremdrift på CO2-reduktionen fremover med nye biogasbusser, yderligere udfasning af naturgas og en fortsat konvertering til LED i gadebelysning.

Artiklen fortsætter under annoncen

Du kan læse Sønderborg Kommunes CO2- og energiregnskab for Sønderborg Kommune som virksomhed her.

22. juli 2026 112, Gråsten

Tyvene gav ikke op og vendte tilbage

22. juli 2026 112

Tyvene ser ikke ud til at have opgivet garagen på Felstedvej i Gråsten. Blot få dage efter et indbrud, hvor der blev stjålet værktøj, har ukendte gerningspersoner igen været på spil på den samme adresse. Denne gang lykkedes det dog ikke at komme ind i garagen. Ifølge politikommissær Chris Thorning Vesterdal fra Syd- og Sønderjyllands […]

Læs mere...