Lørdag aften var der omkring 50 medlemmer fra Midtals Idrætsforening, MIF, til fællesspisning i Augustenborghallerne og da tallerkenerne var tømt, blev årets MIF’ere kåret.
“Traditionen tro skal vi kåre en MIF’er, som er under atten år og en der er over. På den måde tilgodeser vi både de unge og de lidt ældre”, sagde Peter Thomsen fra Midtals Idrætsforening. Han fortalte videre, at det er vigtigt for en forening, at der er frivillige, som gør et stort stykke arbejde.
“Og en af dem er en ung kvinde, som altid er klar til at give en ekstra hånd og som har et stort engagement. Det er Karoline Jensen fra gymnastik”, sagde Peter Thomsen.
“Vi har også en ung mand, der iøvrigt tidligere er kåret som Årets MIF’er, da han var under atten. Han er her altid og har blandt andet siddet i fodboldafdelingens bestyrelse og nu er han i aktivitetsudvalget og da vi havde vores telt til Sønderborg Ringridning, var han en stor hjælp og det er selvfølgelig Lasse Duus”.
Masser af aktivitet
Ved lørdagens aktivitetsdag i Midtals Idrætsforening, som foregik i eftermiddagstimerne, var der masser af gang i den på plænen ved Augustenborghallerne – og blandt andet blev der dystet i rundbold.
“Her vandt holdet fra SIB foran gadeholdene fra Blæshøj Mølle og Midtkobbel”, sagde Peter Thomsen, da han gav vinderholdet deres velfortjente pokal.
Ud over rundbold var der aktiviteter, som håndboldklubben og gymnastik havde arrangeret – og der var også hoppeborg.
“Vi havde besøg af ‘bagagerumssælgere’ og også Als veteranklub, som viste deres flotte biler frem og der var også motorcykler på besøg.
Du kan SE BILLEDER HER.