Fredag aften stod Allan Olsen ene mand på scenen i Kultursalen i Augustenborg, hvor 160-170 søde og indfødte mennesker sad og lyttede opmærksomt til de ret specielle sangtekster, der kendetegner Allan Olsen.
Og han var glad for sit sønderjyske publikum.
“Hvor er I søde og indfødte”, sagde han flere gange – med risiko for at de tilhørere, der enten kom kørende udefra eller er tilflyttere, blev lidt stødt.
På vejen frem til Kultursalen bemærkede Allan Olsen, den store silo ved havnen.
“Så er der dumpet sådan en skotøjsæske på højkant ned og den er så filet lidt til. Gad vide, hvad de tænkte på byens rådhus, da de gav lov til det. Det er uden tvivl en tilladelse, der blev givet inden rygeforbudet. Jeg tror, der har været så tilrøget i lokalet, at de slet ikke kunne tælle, hvor mange, der stemte for”, sagde Allan Olsen.
Allan Olsen sang en sang om en mand, der kunne så meget. For eksempel kunne han have druknet sig i havet og være drevet ind i en havn, hvorefter han hurtigt ville blive glemt.
“Men han synger og spiller. Det er det eneste, han kan”, sang Allan Olsen.
Syge sange om syge stoddere
Det er ingen hemmelighed, at Allan Olsen udgør en tredjedel af Dalton-trioen.
“Vi havde forskellige opgaver i Dalton og min var at skrive de gode sange. Hvad Lars Lilholt og Johnny Madsen havde af opgaver, det fandt jeg aldrig ud af”, sagde han og lovede, der ville komme et par sange fra Dalton med i aftenens koncert.
Men det var de syge sange om syge stoddere, der stod først på playlisten.
“Jeg starter med en sang om en sniffer, der går rundt og snuser alle de steder, hvor kvinder har siddet. Ligesom andre nyder duften af en god årgangsvin, så nyder han duften fra kvinder”, sagde Allan Olsen.
Allan Olsens sange tager afsæt i hverdagen og dermed adskiller han sig fra mange af popsangerne.
“Jeg husker, jeg en gang har spurgt Medina, om hun ikke ville skrive en sang om en pålægsmaskine, der er gået i stykker”, sagde han.
Jeg er grisk
Allan Olsen har indrømmer blankt, han er grisk.
“Ja, i sidste uge spillede jeg i Bjerringbro og I der har været der, er jo klar over, det ikke er et sted man besøger frivilligt. Men man er jo lidt grisk”
På et tidspunkt i koncerten fik Allan Olsen publikum til at synge med og så på nordjysk.
“I sang lige, at I lover, at I aldrig vil stemme på Nye Borgerlige og det siger jeg tak for”, sagde han og fortalte så, at det er sjovt at være i et lille land som Danmark.
“Hernede taler i nærmest kaudervælsk og nordjyder er alene om at forstå nordjysk. Og så er der oven i købet variationer af både sønderjysk og nordjysk”, sagde han og fik så lige flettet ind, at al den snak om udkant, den kommer fra Østerbro.
“Jeg har stemt på dem, der snakker”, sang han i endnu en sang.
Alt i alt en virkeligt underholdende aften, der blev krydret med masser af lune. For eksempel i sangen om en grim mand, der havde giftet sig langt over evne. Han ønskede hans kone var blind, så hun ikke kunne se, hvor grim han er. Og hun måtte også gerne blive døv, så hun ikke hørte alt hans mundlort.
“Og så kunne jeg spille trompet lige ned i hovedet på hende, mens hun sov”, sang han.
Den ulykkelige fiskehandler
I rækken af syge sange om syge stoddere, kom der en sang om en ulykkeligt forelsket fiskehandler, der gik rundt i gummitøj og bar kniv.
“Han var forelsket i en kvinde, der kom i hans butik hver uge. Men pludselig kom hun der ikke længere. Så drømte han om at blive så rig, at han kan købe hende fri, når hun dør. Og så ville han selv udstoppe hende og sætte hende i en stol derhjemme, hvor hun kunne sidde og kigge ud af vinduet”, sang Allan Olsen.
Og Allan Olsen vækker bestemt gehør på bedste nordjyske måde.
“Og jeg har ikke boet deroppe i de seneste 45 år”.
