Alssund-Kollegiet hædres med Anerkendelse for Smuk Bygningskultur

23. oktober 2019 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Alssund-Kollegiet i Sønderborg er blevet hædret med Anerkendelsen for Smuk Bygningskultur i kategorien Nybyggeri. Kollegiet er tegnet af LINK arkitektur i samarbejde med den lokale tegnestue Arkitekterne Blaavand & Hansson.

Kollegiet, som stod færdig i efteråret 2018, fremhæves i motiveringen for, at bygningen er opført med respekt for det omkringliggende miljø og de historiske lag – uden at gå på kompromis med sine arkitektoniske ambitioner. Kollegiet roses især for at skabe en fantastisk ramme om ikke alene et godt studieliv, men også et engageret socialt liv for de unge beboere.

Artiklen fortsætter under annoncen

Kollegiebyggeriets identitet er en frugtbar krydsning af rum for fællesskaber, idealer om bæredygtighed og indpasning i de smukke omgivelser med havnen på den ene side og Sønderborg by på den anden. Af samme grund er der valgt en facadebeklædning i tegl, som giver bygningen et gedigent udtryk og skaber sammenhæng til den nære kontekst.

”Vi har ønsket at skabe et moderne hus, der signalerer den dynamik og det liv, der skal foregå i kollegiet. Samtidig har vi været opmærksomme på, at byggeriet skal udfylde og danne en smuk og harmonisk afslutning på hjørnet ved Havnegade og Helgolandsgade”, siger Niels Bondrup Jensen, konkurrencechef hos LINK arkitektur i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Fællesskab og bæredygtighed

Kollegiebyggeriet indeholder enestående fællesarealer, samtidigt med at de fleksible boliger besidder en rå og sanselig æstetik, som kan udvikle sig med den enkelte beboer og danne en hjemlig, tryg ramme for den unges hverdag. Bygningen er disponeret således, at de fælles, aktiverende funktioner og områder danner en sammenhængende ”fællestrappe” af rumligheder og terrasser, der gennembryder bygningens hjørne.

Alssund-Kollegiet, der er opført i 2020-energistandard og har en DGNB sølv-certificering, forholder sig desuden meget konkret til bæredygtighed og motiverer beboerne til en miljørigtig adfærd.

Artiklen fortsætter under annoncen

LINK arkitektur har været designansvarlige på projektet, og selve byggeriet blev tegnet i samarbejde med Arkitekterne Blaavand & Hansson fra Sønderborg. LINK arkitektur har desuden tegnet landskabsarkitekturen omkring kollegiet.

Byggeriet er opført i samarbejde med entreprenørfirmaet Bo Michelsen og ingeniørvirksomheden Sweco. Bygherre er Kollegiernes Kontor i Sønderborg.

Anerkendelsen for Smuk Bygningskultur uddeles af Sønderborg Kommune i samarbejde med museet på Sønderborg Slot og foreningen By og Miljø.