Augustenborg som Verdensnaturarv

Pengene til Hertugernes Augustenborg er sikret. Foto: Ole Kæhler

Pengene til Hertugernes Augustenborg er sikret. Foto: Ole Kæhler

1. oktober 2024 Augustenborg Skrevet af: Ole Kæhler

Med budgetaftalen for 2025 har et samlet byråd nu slået fast, at målet med Hertugernes Augustenborg skal køres i stilling til at blive optaget på UNESCOs Kulturarvsliste. Budgetaftalen slår fast, at Masterplanen for Hertugernes Augustenborg skal danne grundlag for at tage næste skridt mod målet.

Til realiseringen af Masterplanen for Hertugernes Augustenborg har byrådet allerede investeret betydelige midler, og der ligger flere i de kommende års budgetter. Allerede under de nordiske UNESCO Nationalkommissioners møde i Sønderborg i fjor lød der stor ros til Sønderborg og den måde, opgaven gribes an på.

Artiklen fortsætter under annoncen

I Augustenborg ligger et af Danmarks mest bevaringsværdige kulturmiljøer i form af en komplet barok hertugby. Analyser og eksperter placerer samstemmende Augustenborg i kulturmiljøernes superliga og fremhæver et enormt potentiale inden for turisme, erhverv, bosætning og kulturformidling.

Med Masterplanen for Hertugernes Augustenborg som pejlemærke er det omfattende arbejde for at bevare og bringe Hertugernes Augustenborg tilbage til fordums storhed i fuld gang. Arbejdet har bl.a. allerede ført til, at Danmarks to største fonde, Realdania og Mærsk, sammen med Sønderborg kommune, har etableret en byfond, der skal sikre, at også de private huse renoveres.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ambitionerne er høje, og drømmen er, at Augustenborg en dag kan blive optaget på UNESCOs liste over Verdensarv.

“I Socialdemokratiet ser vi et meget stort potentiale i den enorme kulturarv, som ligger gemt i og omkring Augustenborg. Det handler ikke kun om den fysiske arv i form af bygningerne i den gamle bykerne – det handler i ligeså høj grad om den store fortælling om grænseland, krig, fred og mindretal, som Augustenborg er en meget vigtig del af. Vi er igen og igen blevet opfordret til at tænke stort, både af de fonde, der er gået ind i Augustenborg, og af den danske UNESCO Nationalkommission”, siger borgmester Erik Lauritzen.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Vi skal derfor tænke ud over både Augustenborg og bygningsmassen. Så i det videre arbejde skal vi have afdækket, hvordan vi bedst kan sætte hele grænselandets UNESCO-potentiale i spil i vores ambition om at blive UNESCO Verdensarv”.

Derfor glæder borgmesteren og Socialdemokratiet i Sønderborg sig over, at det er et samlet byråd, der nu har sat retningen og løfter ambitionen. En af de første opgaver bliver at sætte den proces i gang, hvor Hertugernes Augustenborg søges optaget på den danske tentativliste.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det er nemlig en forudsætning for at blive verdensarv, da listen består af forslag indenfor kultur- og/eller naturarv, som er blevet accepteret og godkendt af kulturministeren. Det er en krævende proces med strenge krav, der kan tage flere år.

”Jeg forestiller mig, at der i det videre arbejde skal afdækkessammenhænge og snitflader til andre UNESCO-programmer og potentialer som f.eks. mindretallene som immateriel verdensarv, København-Bonn traktaten som UNESCO Memory of the world-dokument, Flensborg Fjord som UNESCO biosfære-område, Sønderborgs position som UNESCO Learning city mm. Det skal undersøges, om man f.eks. kan skabe et egentligt UNESCO-trail i grænselandet, der kan løbe som en rød tråd gennem samarbejde på tværs af grænsen om fælles fortælling, ambitioner og udfordringer”, siger Erik Lauritzen og fortsætter

Artiklen fortsætter under annoncen

”På den måde vil vi kunne aflevere et godt forarbejde til et nyt byråd, der kan tage stilling til, om Augustenborg skal løftes til et Fyrtårnsprojekt på højde med ProjectZERO”.

Klog proces

Der lyder stor ros til Sønderborg kommune for at sikre et gennemarbejdet beslutningsgrundlag, der får afdækket de mange muligheder, Sønderborg har i UNESCO-regi. Mads Wolff, der er medlem af den danske UNESCO Nationalkommission, har i de seneste fire år fulgt udviklingen i Sønderborg og grænselandet tæt.Det gælder både Augustenborg og også i høj grad Flensborg Fjord som UNESCO biosfæreområde, som både Sønderborg og Aabenraa har prioriteret i deres nye budgetter.

”Det er en virkelig god og klog måde at gribe processen an på, og jeg tror, at det I gør i Sønderborg, kan blive til stor inspiration for, hvordan vi hele i Danmark og Norden arbejder med UNESCO-programmerne. Det er yderst fornuftigt netop at afdække, hvordan et UNESCO-trail både kan bakke op om visionen for Hertugernes Augustenborg og Flensborg Fjord som biosfæreområde og omvendt”, siger Mads Wolff.

Mads Wolff har ved flere lejligheder besøgt Sønderborg, bl.a. i september sidste år, da 80 repræsentanter for de nordiske UNESCO Nationalkommissioner satte hinanden i stævne i Sønderborg. Her gik turen til måske fremtidige stop på grænselandets UNESCO-trail som Augustenborg, Dybbølbanke, Flensborg Fjord og til det danske mindretal i Flensborg.

”Jeg glæder mig til at følge med fra første række, når I i Sønderborg kommune i de kommende år viser, hvordan Augustenborg både passer ind i den store grænselandsfortælling og et fremtidigt UNESCO-trail – og jeg håber, at I vil blive ved med at tænke stort”, siger Mads Wolff.