Bedre kollektiv transport og mere samkørsel er lig med mindre CO2-udledning

29. maj 2022 Politik Skrevet af: Redaktion

Sønderborg Kommune skal være CO2-neutral i 2029 og et af de steder, hvor der kan spares CO2, er på vejene, hvor øget samkørsel og bedre kollektiv transport vurderes at bidrage til mindre udledning.

Forvaltningen anbefaler, at der laves samkørsels-app med henblik på at sikre fokuseret promovering og dialog om muligheder for samkørsel med virksomheder, uddannelsesinstitutioner samt borgere i Sønderborg Kommune.

Forvaltningen vurderer, at det vil være hensigtsmæssigt at finde en løsning, der tilbyder en bredere palette af muligheder, så løsningen understøtter og indgår som en integreret del af den kollektive transport i kommunen. På den måde løftes flere tiltag i handleplanen indenfor reduceret persontransport: Dels tiltaget med øget samkørsel og dels tiltag med forbedret kollektiv transport.

Artiklen fortsætter under annoncen

Forvaltningen har lavet en indledende markedsafsøgning af muligheder og prisniveauer hos de forskellige app-leverandører. Såfremt pengene bevilges i forbindelse med budgetprocessen 2023-26 henter forvaltningen et tilbud på en app og laver en aftale med leverandøren.

I første omgang skal Natur-, Klima- og Miljøudvalget godkende, at initiativet bliver arbejdet ind i budgettet for 2023 -26.