Sissel Kyrkjebø har en helt unik evne til at sprede julestemning og kommunikere med sit publikum. Hvert år oplever publikum en ny koncert, hvor det uforudsigelige kombineres med de trygge og varme traditioner, julen byder på. I år gør hun det igen, når hun tourneer med ‘Sissels Jul’ i Norge, Sverige og Danmark.
Og selvom det er tidligt på året, så er arrangørerne af julekoncerten i Alsion den 17. december sikre på, at billetterne hurtigt er solgt.
“Koncerten vil afspejle den tid og den musik, vi lytter til og glædes over, som en traditionel optakt til julen. Den er glad, smuk, sjov, lidt sårende, og den skal røre. Når I, publikum, forlader salen, vil jeg gerne have, at I føler, at vi oplevede noget sammen i koncertsalen i Alsion og at det var unikt og kun for jer”, siger Sissel Kyrkjebø i en pressemeddelelse.
Den norske sangfugl har – med sin krystalklare stemme – fortryllet publikum over hele verden, hvor hun har gjort et stort indtryk i forbindelse med sine julekoncerter. Hun har spillet uforglemmelige store koncerter, såsom ‘Christmas in Vienna’ med Plácido Domingo og José Carreras.
Du finder billetter på Alsions hjemmeside.
















