Børneulykkesfonden: Kom til årets sjoveste Familie- og Bedsteræs i Universe

15. maj 2017 Nordborg Skrevet af: Ole Kæhler

I samarbejde med Universe har Børneulykkesfonden og Danica Pension arrangeret en aktiv dag for hele familien med årets sjoveste familieløb. Løbet skydes i gang 5. juni og er for børn og deres bedsteforældre, forældre, onkler og tanter.

Sved på panden og fysisk aktivitet er vigtigt uanset alder. Og når man kombinerer det med sjov leg og hyggeligt familiesamvær bliver det ekstra godt! Derfor har Børneulykkesfonden og Danica Pension arrangeret et sjovt Familie- og Bedsteræs i Universe. Foruden at få pulsen op og bevæget kroppen har familieløbet til formål at styrke og opfordre til mere socialt og aktivt samvær på tværs af generationerne.

Artiklen fortsætter under annoncen

Løbet er for hele familien og finder sted i Universe den 5. juni kl. 12.30, skriver Børneulykkesfonden i en pressemeddelelse.

Ruten strækker sig over 1000 meter, som børnene gennemfører sammen med deres bedsteforældre, forældre, onkler, kusiner, venner eller andre. Samværet er i højsædet, hvorfor det ikke handler om at komme hurtigst over målstregen. Derimod handler det om at have det sjovt og gennemføre noget sammen, som man kan tænke tilbage på, snakke om og grine af.

Udover selve løbet vil der være flere sjove aktiviteter, som hele familien kan lave sammen. Her kan man bl.a. lege ”Jorden er giftig”, udfordre hinanden i boldspil eller finde sin indre cirkusartist frem og jonglere med flere bolde på en gang. Mulighederne er mange til Familie- og Bedsteræs i Universe.

Artiklen fortsætter under annoncen

Med en indgangsbillet til Universe er det gratis at deltage i løbet.

Inden løbet uddeles der løbsposer med refleksveste og andre overraskelser, mens man efter løbet får udleveret en flot medalje og et diplom for den flotte indsats.

Læs mere om løbet i Universe og tilmeld dig på www.bedsteræs.dk