Som en del af Borgens markering af sin 3 års fødselsdag, kan gæsterne i Borgen se frem til en smuk og unik udstilling af 35 kunstelefanter,som er dekoreret af nogle af landets fremtrædende modedesignere.
Du kan se elefanterne fra tirsdag og frem til fredag den 14. oktober, skriver Borgen Shopping i en pressemeddelelse.
Bag udstillingen står firmaet Elephant Parade, som blev grundlagt i 2006 af far og søn, Marc og Mike Spits efter de på en ferie til Thailand mødte kvinden Soriada Salwala.
Hun er grundlægger af verdens første elefanthospital, som tager sig af sårede elefanter. Her hørte far og søn om babyelefanten Mosha, som trådte på en landmine og mistede sit ene forben ved ulykken.
På elefanthospitalet sørgede man for, at Mosha overlevede og gav hende en kunstig benprotese. Derfor har nogle elefanter i paraden et særlig markering af det ene forben.
Inspireret af Moshas og andre elefanters skæbne skal udstillingen med de mange kunstelefanter skabe opmærksomhed omkring de store dyr.