Borgmesteren vil bede om byrådets opbakning til at ophæve ikke-lovpligtige regler

26. februar 2022 Politik Skrevet af: Redaktion

Kommunerne har ønsket det længe, Folketinget og  flere regeringer har sagt det længe og den nuværende regering med Statsministeren i spidsen har deklareret et opgør med unødigt bureaukrati og dokumentation. Borgmester Erik Lauritzen presser på for at komme i gang.

”Jeg ser frem til at regeringen og folketinget bliver tydelige og konkrete på hvor vi som kommuner kan fritages for unødigt administrativt arbejde med dokumentation og unødige regler. I vores ældreleje kører vi i dag forsøg der skal give ministeren input til hvordan registrering og dokumentation kan forenkles. Regeringen og KL drøfter hvordan der kan frigøres ressourcer ved at fritage kommunerne for unødigt dokumentation og regler”, siger borgmesteren i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

“I mellemtiden mener jeg at vi kan starte med det vi selv er herre over. Jeg vil derfor lægge en sag op i Økonomiudvalget på det kommende møde med forslag om at sætte mere skub i afbureaukratiseringen”.

“Jeg foreslår det sker ved at byrådet beslutter at alle ikke lovpligtige dokumentationskrav og regler på de enkelte forvaltningsområder som udgangspunkt ophæves. Undtaget herfra bør være de dokumentationskrav, regler og administrative opgaver, der har en særlig begrundelse i at skabe værdi for kerneopgaven og som besluttes fastholdt i nuværende eller ændret form af det relevante fagudvalg. Eller som fagudvalget skønner kræver en længere forberedelse. Det er vigtigt at understrege at denne øvelse skal gennemføres så smidigt som muligt og uden at opbygge nyt bureaukrati”, siger han.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det må forventes, at dette vil medføre en reduktion i tid brugt på administrative opgaver. Tid der frigives til kerneopgaven og til de medarbejdere der i dag har rigeligt at gøre.

”Både nationalt og lokalt er der stort fokus på, hvordan vi finder mere tid til opgaveløsning ikke mindst på vores velfærdsområder. Der er brug for at flytte tid og ressourcer brugt på dokumentation og administrative opgaver ud i selve opgaveløsningen. Det gælder især i plejen og omsorgen for de ældre og børnene, men reelt set i alle forvaltningsområder. Med det her forslag indfører vi en ”omvendt bevisførelse” og bibeholder kun regler som har særlig betydning for udførelse af kerneopgaverne. Jeg håber partierne og Økonomiudvalget vil være enige og anbefale forslaget til byrådet”, siger Erik Lauritzen.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Tanken er at de respektive fagudvalg bliver ansvarlige for en inddragende proces blandt medarbejdere og forvaltning i forhold til at identificere de regler, som skal bibeholdes eventuel i tilrettet form, for at løse kerneopgaven. Nogle regler og dokumentationer kan hurtigt fjernes, mens andre kræver grundige overvejelser. Jeg ønsker, at vi hurtigst muligt kommer i gang med de nemme forandringer og så respektere at andre forandringer må tage den nødvendige tid”, siger borgmesteren.

Artiklen fortsætter under annoncen