Allan Breckling fra Brecklings Bogcafé anmelder en god krimi, som er velegnet til ferielæsningen:
Cara Hunter i er en ny stjerne i kriminal litteraturen og med sin roman “Familiens Synder” er hun sikker på at få en stor plads hos krimielskerne og dem er der sandelig mange af her i landet.
Der udkommer cirka 700 kriminalromaner om året her i landet – og det må man skrive – med svingende kvalitet. Gads Forlag har gjort det til en ære at udgive de unge engelske krimiforfattere – og det med stor succes.
Vi befinder os i denne roman i Oxford – som vi kender så godt godt fra tv-serierne om Morse og Lewis – og så dog ikke – vi er ikke i universitetets miljøet men på en gade i et boligområde for de lidt mindre bemidlede englændere.
Under en havefest forsvinder den den otte-årige Daisy Mason. Bortført. Og et helvede bryder løs – og det på alle planer. Cara Hunter har skabt en ny detektiv – som fortæller i første person om de begivenheder der finder sted.
Underspillet og lavmælt – og dog bringer han mindelser frem om P.D. James med sin poetetiske detektiv, Adam Dalglish – her med navnet Adam Fawley. Et fremragende portræt af en mand der tager sit arbejde seriøst – uden for megen kævle ævle med sine medarbejdere.
Lyder det Kedeligt??
Det er det bestemt ikke – tværtimod. Denne krimi er perfekt sommerlæsningi på en regnvejrsdag – den læser nærmest sig selv. Det er en ægte thriller. Og nu ved jeg ikke, hvad der er mest uhyggeligt i denne krimi – kidnappingen af den 0tte-årige pige – portrættet af en rædselsvækkende dysfunktionel familie – eller omgivelsernes reaktioner og kommentarer på Twitter – hvad folk dog skriver når op på uanede uhyggelige højder – og vi følger disse twitterkrigere hele romanen igennem. Og deres kommentarer får uhyggelige konsekvenser for de ‘medvirkende’ i denne spændende krimi.
Flere på vej
Adam Fawley blev et spændende nyt bekendtsskab – og Cara Butler har planlagt tre romaner om denne nye Oxford- detektiv og hans stab. Man kan kun glæde sig til når Gads Forlag udsender de følgende bind.
Man kunne være fristet, men jeg røber ikke slutningen på denne roman. For afslutningen er jo nærmest genial – genialt på den måde, at Agatha Christie garanteret sidder oppe i sin himmel og fryder sig over denne forfatters påfund.
En afslutning der nærmer sig de højder, at man får lyst til at klappe i sine hænder af begejstring, når man lægger ‘Familiens Synder’, der er glimrende oversat af Brian Christensen, fra sig i glæde over virkelig at have haft kvalitetstid i det kriminelle univers!
En thriller på højt plan.
Så er det herligt at læse igen
