“Vi har fundet en ny citychef og det er en person, der tidligere har været hos Wagner”, siger formanden for Sønderborg Handels bestyrelse, Michael Willemar, til SønderborgNYT.
Den nye citychef er 43-årige Brian Kaslund, som har en ret god ballast med sig, når han går i gang med at arbejde for butikkerne i Sønderborg Handel på 2/3 tid.
Brian Kaslund er certificeret business- og lifecoach plus stresscoach. Han er akademiøækonom med speciale i salg og har haft flere chefstillinger.
Når han ikke skal arbejde på fuld tid for Sønderborg Handel, så skyldes det, at han vil fortsætte med at uddannelsesleder på EUD og EUX Business på handelsskolen i Haderslev.
Udfordringerne venter
Brian Kaslund skal forsøge at samle butikkerne i Sønderborg efter at en del valgte at forlade Sønderborg Handel. Starten på medlemsflugten kom, da flere butikker for år tilbage stemte imod et forslag om længere åbningstid.
Den tidligere citychef blev løbende kritiseret for at komme for lidt rundt i butikkerne og være i dialog med medlemmerne. Fremtiden vil vise, om Brian Kaslund kan samle de splittede.