Broager: Mary på plejecentret er i fin form

27. februar 2019 Broager Skrevet af: Ole Kæhler

Mary kom indenfor på Broager Plejecenter i december 2017 efter et ophold på Center for Korttidspladser i Ulkebøl.

“Før det boede jeg på Højmarken, men huset brændte og jeg fik alvorlige forbrændinger”, siger Mary til SønderborgNYT. Man ser tydeligt, at det er en oplevelse, som stadig fylder meget.

På plejecentret forslog personalet, at Mary kunne bruge kondicyklen og få rørt sig lidt.

“Jeg gik med til at cykle i ti minutter og ikke et sekund mere”, siger Mary.

Lidt drillerier fra personalet provokerede den ældre dame, som bed tænderne sammen og med tiden cyklede længere og længere. På kondicyklen er der en kilometertæller.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Jeg har flere gange cyklet 20 kilometer i et stræk. Den første gang var i december sidste år – og gevinsten var en dans med Uwe”, siger Mary.

Mary har opdaget, hun godt kan li’ at træde i pedalerne.

“Faktisk slapper jeg af, mens jeg cykler og det gør jo også, jeg holder mig i gang”, siger hun og tilføjer:

“Når jeg bruger min krop, så giver det energi og det hjælper på min Huntingtons Chorea”.

Huntingtons Chorea er en sygdom, som giver ufrivillige bevægelser og den udvikler sig gradvis.

Artiklen fortsætter under annoncen

Næste store mål

Det næste mål for Mary er at cykle 30 kilomer i én køre.

“Og det skal jeg gøre så hurtigt som muligt, fordi en fra personalet har sagt, at den jeg, hvor jeg når de 30, så trækker hun i badedragt og går i vandet”, siger Mary.

Nu tænker en og anden, at badesæsonen ikke er lige om hjørnet.

“Det gør bestemt ikke det mindste, hvis vandet stadig er koldt”, siger Mary.

Når vejret bliver endnu bedre, så skal Mary selv til Vemmingbund.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Vi kører derned på en tandem”, siger hun.