Unge med ambitioner på både skolebænken og sportsbanen får fortsat stærke muligheder på Business College Syd. Skolen har nemlig igen opnået status som Team Danmark Uddannelsespartner – et kvalitetsstempel, der anerkender den målrettede indsats for at skabe gode rammer for elever, der vil kombinere en erhvervsuddannelse med elitesport.
“Genudpegningen bekræfter, at Business College Syd gør en særlig indsats for elever, der kombinerer eliteidræt og uddannelse. Vi er både stolte og glade over fortsat at kunne tilbyde et stærkt talentmiljø til vores elever”, fortæller Bo Thørring Kulmbach, uddannelsesleder og ny ansvarlig for skolens elitesportsordning, i en pressemeddelelse.
Som Team Danmark Uddannelsespartner tilbyder Business College Syd individuel støtte til hver enkelt elev.
En idrætskoordinator og en studievejleder samarbejder tæt for at skabe fleksible rammer og forståelse for elevens mål – i dialog med både undervisere og idrætsforeninger.
“Vi vil sikre, at vores elever får succes både på banen og på skolebænken. Derfor ser vi på elevens indsats og trivsel fra både et skole- og idrætsperspektiv. Det er helheden, der skaber de bedste forudsætninger for faglig og sportslig udvikling”, siger Bo Thørring Kulmbach.
Elitesportsudøverne mødes på tværs af erhvervsuddannelserne og Det Blå Gymnasium, hvor de deler erfaringer og støtter hinanden i hverdagen.
Der er allerede planlagt en padel-turnering, så eleverne kan lære hinanden at kende, og der arbejdes på en life skills workshop samt et arrangement om kost og elitesport i skolens undervisningskøkken.
Elitesportsordningen omfatter også Business College Syds afdeling i Mommark, hvilket giver elever fra hele landet mulighed for at tage del i samarbejdet. Under skoleopholdene har de adgang til Danfoss Arena med sportshal og fitnesscenter – faciliteter, der gør det lettere at balancere skole og sport.
“Vi sætter pris på fortsat at være en del af Team Danmark-samarbejdet og på at kunne bidrage til målet om, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse i et attraktivt lærings- og talentmiljø”, siger Bo Thørring Kulmbach.




















