Byrådet kan give penge til udvikling af Kulturnatten

9. november 2020 Politik Skrevet af: Redaktion

Kommunens tilskud til Kultur- og Idrætsnatten ligger på cirka 170.000 kr. om året. Udvalget for Kultur, Idræt, Handel og Turisme indstiller til Byrådet, at beløbet til den aflyste kulturnat i år udbetales alligevel.

Pengene kan bruges på at finde ud af, hvordan Kultur- og Idrætsnatten kan udvikles over de kommende år.

“Kultur- og Idrætsnatten er et fantastisk arrangement. Et udstillingsvindue uden lige for, hvad kommunen alt byder på af frivillighed, kreativitet, netværk, omsorgsarbejde, idræt og ildsjæle. Aflysningen i år har givet os en – ufrivillig – mulighed for at omprioritere de afsatte penge til at udvikle Kulturnatten”, siger formand for Udvalget for Kultur, Idræt, Handel og Turisme, Stephan Kleinschmidt, i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Kultur- og Idrætsnattens styregruppe skal – sammen med Folkeoplysningsudvalget og Udvalget for Kultur, Idræt, Handel og Turisme – deltage i udviklingsarbejdet.

“Det er en af de største enkeltbegivenheder i Sønderborg Kommune. Det er et imponerende arrangement, som vi kan takke styregruppen for Kultur- og Idrætsnatten for. De har knoklet hvert eneste år for at skabe denne fantastiske aften for alle foreninger og borgere”, supplerer udvalgets næstformand, Jesper Kock.