Comedytalenter springer op på scenen i Kinorama

21. oktober 2022 Kultur Skrevet af: Redaktion

Ti prøvede og uprøvede comedytalenter er klar til at springe op på scenen torsdag den 27. oktober kl. 19.00. Den dag siger Kinorama i Sønderborg nemlig velkommen til endnu en omgang Sønderborg Open Mic. Publikum kommer til at opleve comedy, sang, Poetry Slam og magi for fuld udblæsning, siger aftenens vært og arrangør, Søren Vandkær Thomsen, der styrer slagets gang.

Det materiale, de tilmeldte deltagere kommer med, er en god blanding af sjove sange, magi krydret med stand-up og fede jokes og flere af deltagerne fyrer den af ‘å æ sproch’, så publikum kommer også til at grine af indslag på sønderjysk. De enkelte indslag har en varighed på maksimalt syv minutter.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Det går godt med forankringen af en Open Mic kultur i Sønderborg, så vi er kommet for at blive”, siger Søren Vand kær Thomsen i en pressemeddelelse. Hos Open Mic Sønderborg er der plads til alle, uanset om man har prøvet det før, eller man er helt uden erfaring. Scenen er en stor testbane, hvor nye og håbefulde komikere kan prøve sig selv af foran et publikum, og for de mere rutinerede bruges scenen til at forfine håndværket og få jokes og timing til at gå op i en højere enhed.

Artiklen fortsætter under annoncen

Den lokale musiker Richardt Nielsen slutter aftenen af med en sang, Go To Sønderborg.

Hvis du har lyst til at overvære Open Mic stand-up arrangementet d. 27. oktober, kan billetter købes på Kinoramas hjemmeside.