Pressemeddelelse:
Damm Cellular Systems A/S udvider og overtager Dansk Metals 350 kvadratmeter store ejendom i Sønderborg. Med en eksportandel på over 90 procent har den sønderjyske telekommunikationsvirksomhed international succes med blandt andet at levere løsninger til guldminer i Canada.
-Vi sikrer professionel radio kommunikation i øde beliggende guldminer i Canada, samt i Moskva Metro, der er en af verdens travleste og ved internationale sportsevents som f.eks. World University Summer Olympics, siger administrerende direktør Kjeld Pharao.
Indenfor det seneste halve år har virksomheden øget antallet af ansatte med 10 procent til 55 medarbejdere, men antallet kunne let være endnu større, da firmaet har et stort behov for ingeniører med en merkantil baggrund.
Damms fremgang er så markant, at virksomheden er kommet i pladsmangel, og derfor har overtaget naboejendommen, der hidtil har huset Dansk Metals afdelingskontor i Sønderborg. Her indretter man nu lokalerne, som blandt andet skal benyttes til repræsentative formål.
Kjeld Pharao, 49 år, overtog i november posten som administrerende direktør efter selskabets grundlægger og ejer, 64-årige Hans Damm, der fremover vil koncentrere sig om udviklingsafdelingen. Her er udfordringen blandt andet at udnytte både bredbånds- og Tetra-teknologiens muligheder i nye brugerorienterede løsninger.
Damm Cellular Systems er en af verdens førende virksomheder indenfor udvikling af kommunikationsløsninger baseret på Tetra digitale radiosystemer. Løsningerne anvendes blandt andet inden for det civile og militære beredskab, transportsektoren, olie og gas, minedrift, lufthavne og havne.