Dansk/tysk samarbejde om ny uddannelse i medicinsk mikroteknologi

10. juli 2020 Uddannelse Skrevet af: Ole Kæhler

Helt i ånden af 100 års jubilæet for genforeningen, så har universiteter på begge sider af den dansk/tyske grænse i fællesskab skabt en kandidatuddannelse i medicinsk mikroteknolog.

Det er et partnerskab mellem Universität zu Lübeck, Technische Hochschule Lübeck og SDU Sønderborg, der nu resulterer i en ny, tysk uddannelse, hvor Mads Clausen Instituttet byder ind med ekspertise og kurser inden for mikroteknologi.

Undersøgelser har vist, at der er stort behov for flere ingeniører, som kan arbejde med innovativt udstyr indenfor sundhedssektoren. For at efterkomme den store efterspørgsel er institutioner på begge sider af den dansk/tyske grænse gået sammen om at skabe uddannelsen ”Master of Science in Medical Microtechnology”. Målet er at kreere en kandidatuddannelse, som om få år kan udklække ingeniører, der med ekspertise inden for medicinsk mikroteknologi kan skabe forbedringer på områder som f.eks. diagnosticering, generel medicinteknologi, behandlingsmuligheder og patientsikkerhed.

Artiklen fortsætter under annoncen

Forener spidskompetencer
Projektet er finansieret af Den Europæiske Unions InterReg Tyskland-Danmark-program. De første studerende starter i efteråret 2021. Efter fire semestre står de studerende med et uddannelsesbevis inden for medicinsk mikroteknologi.

”Vi kombinerer de spidskompetencer vi hver især har. Universität zu Lübeck og Technische Hochschule Lübeck er utroligt stærke inden for udvikling af teknologier til medicinsk forskning, hvor de også har et solidt og vidtforgrenet netværk. På Mads Clausen Instituttet er vi specialister i mikroteknologi, som er yderst relevant til udvikling af fremtidens medicinteknologi.  Ved at samarbejde, forener vi det bedste fra begge verdener”, siger leder af Mads Clausen Instituttet, Horst-Günter Rubahn.

Artiklen fortsætter under annoncen

Han fortæller videre, at de nyuddannede ingeniører vil være attraktive for højteknologiske virksomheder, der leverer produkter til sundhedssektoren.

” Sygehusene er en anden vigtig målgruppe, og ved at involvere både relevante virksomheder og sygehuse, sikrer vi, at kandidaterne i medicinsk mikroteknologi har præcist de kompetencer, som er relevante inden for fremtidens sundhedssektor,” siger Horst-Günter Rubahn i en pressemeddelelse.

Fakta om MicroMedTech
Der er fire danske projekt- og netværkspartnere er Mads Clausen Instituttet, Dansk Gigthospital, Sydvestjysk Sygehus og Odense Universitetshospital. Derudover er der syv tyske deltagere med både Universität zu Lübeck og Technische Hochschule Lübeck som partnere. Projektet har fået et tilskud på 5,1 millioner kroner. Tilskuddet løber over 36 måneder, hvorefter uddannelsen kører videre uden starthjælp.

Artiklen fortsætter under annoncen

Øverst: Institutleder Horst-Günter Rubahn. Foto: Sune Holst

19. marts 2024 Augustenborg, Frivillige

Øvelse: Bilbrand blev til industribrand

19. marts 2024 Augustenborg

Mandag aften var der øvelse på programmet for de frivillige brandmænd i Augustenborg-Bro Brandværn, som blev kaldt ud til: Bilbrand i det fri. Brandmændene sprang i brandbilerne og kørte til Industrivej i Augustenborg og på vejen ser de en anden frivillig brandmand, Klaus Iskov, som stod og vinkede. Ham kørte de hen til, men det […]

Læs mere...