Der tændes 45 lys for de hjemløse i Sønderborg

10. november 2019 Samfund Skrevet af: Ole Kæhler

6.431 levende lys – ét for hver hjemløs i Danmark – tændes mandag aften i 23 danske byer.

I Sønderborg bliver der tændt 45 lys på Rådhustorvet klokken 19, fordi antallet af hjemløse er 45. I forhold til 2017 er det ti flere hjemløse her i kommunen.

Det er Kirkens Korshær, der står bag eventet, der skal skabe opmærksomhed omkring hjemløshed.

“Desværre oplever vi, at behovet for hjælp kun bliver større. De mennesker, vi møder i vores sociale arbejde, får det værre og har behov for helt basal hjælp – mad, tøj og et sted at sove. Vores medarbejdere forsøger at følge med, men der er behov for, at vi som samfund får øjnene op for den menneskelige katastrofe, det er at være hjemløs”, siger chef for Kirkens Korshær Helle Christiansen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Tallet 6.431 kommer fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Vives seneste hjemløsetælling fra starten fra 2019. Samlet set er antallet af hjemløse i hele landet uændret over de seneste to år, men der er stadig stor forskel på fordelingen af de hjemløse i de syd- og sønderjyske byer, hvor Horsens, Esbjerg og Haderslev har flest hjemløse i forhold til antal indbyggere.