Drøm bliver til virkelighed

12. marts 2014 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

For 28-årige Allan Damm var det en drøm, der gik i opfyldelse, da han for mindre end to uger siden overtog sin hidtidige arbejdsplads PF Autolak i Kliplev og omdøbte firmaet til Damm’s Lak.

Virksomheden, som Allan Damm har overtaget, blev grundlagt for 29 år siden af Preben Feldstedt, der nu har trukket sig tilbage af helbredsmæssige årsager. Virksomheden har gennem årene sat kulør på alt lige fra trehjulede cykler, flyvemaskiner, veteranbiler, last- og personvogne til reoler, døre og køkkenlåger.

Artiklen fortsætter under annoncen

Allan Damm og Nina Eriksson.

Allan Damm og Nina Eriksson.

Realiseringen af drømmen som selvstændig erhvervsdrivende sker sammen med kæresten Nina Eriksson, der skal varetage de administrative opgaver i firmaet. I dag er Nina daglig leder af en tøjbutik i Sønderborg.

Artiklen fortsætter under annoncen

Allan, der bor i Vilsbæk, er uddannet autolakerer hos KW Lakering i Aabenraa. Herfra kom han til PF Autolak, hvor han var i nogle år, indtil han fik job på Tulip I Aabenraa. For et halvt år siden vendte han ”hjem” til PF Autolak, og på det tidspunkt stod det klart, at han skulle overtage virksomheden.

Damm’s Lak vil fra starten beskæftige tre medarbejdere. Blandt de opgaver, der fylder mest i ordrebøgerne, er lakering af lastvogne samt person- og varebiler.

– Konkurrencen er stor indenfor branchen, men er vi i stand til at fortsat levere den personlige service til den rigtige pris, så er vi meget konkurrencedygtige. Var vi ikke det, ja, så havde vi ikke de mange lokale kunder og kunder, som kommer helt fra Sjælland for at få lakeret deres biler og motorcykler, siger Allan Damm. Lige nu er han i gang med at lakere en amerikansk veteranbil af mærket Chevrolet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det er ikke blot biler Allan Damm giver nyt liv. Mange husejere vælger i forbindelse med renoveringsarbejder at få malet alle indvendige døre, give køkkenlågerne og de ældre reolsystemer en ny kulør. Moden lige nu i køkkenet er låger i højglans hvid.