Dronningen kommer sejlende til Genforeningsfejringen

28. april 2021 Kultur Skrevet af: Redaktion

Når Dronningen den 4. maj går ombord på Kongeskibet Dannebrog, bliver det indledningen til en sejlsæson, der fører Dronningen til Genforeningsfejring i Sønderjylland, på togt til Færøerne og Grønland og på sommertogt til kommunerne Thisted, Esbjerg og Fanø.

Det første højdepunkt på årets sejlsæson bliver søndag den 13. juni, hvor Dronningen deltager i markeringen af 100-året for Genforeningen af Danmark og Sønderjylland, skriver Kongehuset i en pressemeddelelse.

Sidste år blev Kongehusets planlagte genforeningsaktiviteter i juli måned aflyst. I år er det planen, at Dronningen deltager i den udskudte fejring med et program, der er inspireret af det arrangement, som fandt sted i 1920.

Artiklen fortsætter under annoncen

Kronprinsen og Prins Christian vil også deltage i dele af fejringen.

”Jeg meget glad for, at Hendes Majestæt Dronningen har givet tilsagn om at medvirke i en forsinket fejring i år. Programmet bliver tilpasset, og det bliver stadig en smuk markering. Vi kan alle være med til at gøre det til en slags folkefest, nemlig ved at hejse flaget og holde små mini-genforeningsfester hjemme i haven, på gaden eller med familien”, lyder det fra borgmester Erik Lauritzen, som håber, at sønderborgerne er med på ideen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Markeringen den 13. juni bliver indledt med en ceremoni i Kongeskansen for indbudte gæster og uden adgang for offentligheden. Herefter er det tyske mindretal vært for et besøg i det nye museum på Rønhaveplads. Om eftermiddagen er der et program med taler, musik og andre kunstneriske indslag i Alsion og dagen slutter med en koncert.

Der laves et hot spot i Sønderborg, hvor publikum på storskærm kan følge det officielle program.