Dybbøl Mølle mister vingerne onsdag formiddag

27. juli 2019 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Det første synlige tegn på den omfattende renovering af Dybbøl Mølle kan ses onsdag formiddag.

Her saves vingerne én efter én af møllen og hejses ned på jorden med en kranvogn, skriver bestyrelsen for Dybbøl Mølle.

 Med nedtagningen af vingerne følges Adsbøls møllebygger Morten Anker Petersens tidsplan for renoveringen nøje.

På murerentreprisen er firmaet Fynsk og Søn fra Nordborg foran den oprindelige tidsplan, idet den nye murkrone, som møllehatten skal ligge på, allerede i starten af juli er støbt i beton og nu har ligget til afhærdning på jorden i de foreskrevne tre uger.

Artiklen fortsætter under annoncen

Næste synlige fase er nedtagning af møllehatten, som sættes på jorden ved siden af møllen indtil den igen skal monteres. Dernæst fjernes tandkransen, som er defekt og skal udskiftes med en ny tandkrans.

Derefter fjernes den gamle og udtjente murkrone, og den nystøbte betonmur opsættes, og der mures en skalmur, som skal pudses.

Herefter monteres den nye tandkrans ovenpå murkronen, og møllehatten kan igen monteres ovenpå tandkransen.

Træerne til de nye møllevinger er fældet og ligger til opskæring på Dansk Hårdttræ Savværk ved Holdbi.

Artiklen fortsætter under annoncen

Arbejdet med at tilpasse vingerne, så de passer til møllen samt montering af vindbrædder og maling af vingerne er den mest omfattende proces, som planlægges afsluttet med montering af vingerne i november måned.

Arbejdet med den afsluttende facaderenovering samt kalkning, som skal få møllen til at se præsentabel ud ved fejringen af 100-året for genforeningen i 2020, er endnu ikke sat i kalenderen, ligesom finansieringen endnu ikke er på plads.