Sønderborg Lokal-TV skal levere udsendelser fra hele Sønderjylland til TV SYD-kanalen og det betyder, at tv-stationen skal drives på en helt anden måde end hidtil. Og for at trimme stationen, så er der indkaldt til en ekstra generalforsamling den 16. juni.
– For det første skal vi have ændret bestyrelsen, så der kan sættes fokus på fremdrift. Det kræver et homogent hold ved roret, siger Kristian Pallesen fra tv-stationens bestyrelse.
– Oven i det skal vi ansætte en daglig leder og så skal vi have sikret rammerne til produktionen, siger Kristian Pallesen til Sønderborg Nyt.
Hidtil har der siddet frivillige “tv-medarbejdere” i bestyrelsen, men det bliver der ikke brug for i fremtiden.
– Jeg forestiller os, at den daglige leder deltager i bestyrelsesmøderne og at de frivillige er repræsenteret i bestyrelsen, siger Kristian Pallesen. Hvilke tv-udsendelser, der skal laves, det ligger fast i den aftale, der er mellem Sønderborg Lokal-TV og Kulturstyrelsen.
Spændende fremtid
Adrian Spencer er et af de bestyrelsesmedlemmer, som også tager rundt med kameraet for tv-stationen. Han glæder sig, til der kommer en bestyrelse med handlekraft, så de frivillige kan koncentrere sig om at lave tv.
– Det er bestemt ikke alle frivillige, der er begejstrede, men vi skal altså tænke på, at vi får 780.000 offentlige kroner, som vi skal levere udsendelser for. For mig handler det om, at Sønderborg Lokal-TV lever op til den aftale, der er lavet med Kulturstyrelsen, siger Adrian Spencer til Sønderborg Nyt.