Pressemeddelelse:
Sønderborg Kommune har som landets øvrige kommuner fået penge via dette års finanslov til et løft på ældreområdet. I Sønderborg er det besluttet at bruge 4,9 mio. kr. af puljen til flere tilbud og mere aktivitet i kommunens aktivitetscentre – heraf 700.000 kr. særligt til ældre udviklingshæmmede.
Målgruppen er ældre udviklingshæmmede, der enten bor i eget hjem eller i et af kommunens botilbud og ikke længere er tilknyttet en beskyttet beskæftigelse.
Indsatsen skal efter planen i gang allerede fra 15. maj, og den placeres fysisk på aktivitetscentrene i Nordborg og Sønderborg – med satellitfunktioner i Gråsten og Fynshav, således at så mange udviklingshæmmede som muligt får lejlighed til at benytte sig af tilbuddene.
– Det glæder mig, at vi med de ekstra midler også kan gøre en indsats for denne gruppe. På den måde håber vi at kunne lette de følger af svækkelse, som alderen tilsyneladende medfører i højere grad hos udviklingshæmmede end hos andre. Ved at tilbyde sang og musik, bevægelse og socialt fællesskab vil sorgen over at miste funktionsevner og familiemæssige relationer måske blive mere tålelig, siger formand for handicaprådet i Sønderborg Kommune, Tharben Hansen.
– Det er godt, at vi med den ekstra pulje får mulighed for at gøre noget for denne gruppe, som måske udgør de svageste udviklingshæmmede. Indsatsen kan også ses som led i udmøntning af handicapplanen, hvor temaet er ”det gode liv for alle”, som vi her giver konkret indhold til glæde for ikke mindst mulighederne for socialt samvær, siger socialudvalgets formand, Niels Ole Bennedsen.
Der er planlagt følgende aktiviteter i projektet:
- Sang, musik og bevægelse
- Kreative aktiviteter
- Tilberedning af sund mad
- Natur og fysisk aktivitet
- Gå dig glad
- Hold din by ren – skraldepatrulje