Elbil-turen Tour de Flens 2018 – tilmeld dig nu

30. marts 2018 Samfund Skrevet af: Ole Kæhler

Elbil-revolutionen er for alvor gået i gang: Flere og flere offentlige ladestationer bliver installeret, batteriernes kapacitet er øget betragteligt, rækkevidden af bilerne bliver større og større og bilproducenterne lancerer løbende nye modeller.

Alligevel kan det være svært for “almindelige” bilister at prøvekøre den stadig ret nye form for miljøvenlig bilkørsel.

Derfor giver den hyggelige “Tour de Flens” – nu for syvende gang – alle interesserede muligheden for at opleve og teste elbiler. Turen arrangeres af artefact i Glücksburg i fællesskab med ProjectZero, Sønderborg Forsyning og Klimapakt Flensburg.

Artiklen fortsætter under annoncen

Starten går den 5. maj

Lørdag den 5. maj starter omkring 50 elbiler i Sønderborg til en afslappet tur rundt om Flensborg Fjord, hvor erfarne elbilister glæder sig til at tage imod alle interesserede, som har lyst til at spørge ind til elektromobilitet eller køre med.

Turen byder på et meget spændende program med forskellige stops på begge sider af grænsen, som ved solvarme-anlægget i Vollerup, hvor ProjectZero arbejder for at gøre Sønderborg CO2-neutral i 2030.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ved Sønderborg Slot vil turdeltagerne blive budt velkommen af Teknik- og Miljøudvalgsformand Aase Nyegaard og den Slesvig-Holstenske miljøminister Robert Habeck.

Der vil være mulighed for at prøvekøre nogle elbiler.

Turen fortsætter til Danfoss Silicon Power i Flensborg, som blandt andet producerer komponenter til elbiler.

Tour-de-Flens-deltagerne får en eksklusiv rundvisning i fabrikken, mens bilerne kan lades op ved Danfoss’ helt nye ladestandere. Turens næstsidste stop er Glücksburg, hvor endnu en ladestation ved det nye ferieressort “Glück-in-Sicht” skal indvies.

Artiklen fortsætter under annoncen

Turen slutter derefter ved artefact i Glücksburg, et center for vedvarende energi med 25 års erfaring indenfor faget. Her har de tilmeldte elbilentusiaster mulighed for at udveksle erfaringer og synspunkter, mens der nydes en god Flensburger øl og en grillpølse – alt imens bilerne lades op med sol- og vindenergi.

Ifølge Werner Kiwitt fra artefact startede den miljøvenlige ralley for syv år siden med 12 biler, som kørte en fælles tur rundt om fjorden.

Sidste år var deltagertallet vokset til flere end 50 elbiler og elcykler.

Artiklen fortsætter under annoncen

Werner Kiwitt understreger, at turen – takket være trofaste  sponsorer som Danfoss, Stadtwerke Flensburg og Elektro Obernauer – igen i år kan tilbydes kvit og frit for de efterhånden mange elbil-entusiaster på begge sider af grænsen.

Tilmeld dig HER på Tour de Flens