Flot international hæder til Sønderborg Kommunes arbejde med FN’s Verdensmål

4. februar 2019 Samfund Skrevet af: Michael Kjær

Sønderborg Kommune har de seneste år arbejdet intenst for at indarbejde bæredygtighed og FN’s Verdensmål i blandt andet undervisningen i folkeskolerne og på ældreområdet. Det udløser nu prisen ’UNESCO Learning City Award’.

Kun to europæiske byer er blandt de ti modtagere af prisen for 2019, og i indstillingen fremhæves, at Sønderborg har skabt en koordineret struktur, hvor eksterne aktører involveres og er med til at løfte arbejdet med bæredygtighed til nye niveauer.

”Det her et enormt skulderklap til arbejdet med at tænke bæredygtighed ind på alle niveauer i kommunen. Lige fra folkeskolen til sundhedsområdet er bæredygtighed en hjørnesten i alt vi gør. Og det er af afgørende betydning for kommunens fremtid og udvikling, at vi hele tiden tænker de fire dimensioner af bæredygtighed ind og skaber løsninger, der rækker langt ud i fremtiden”, fortæller borgmester, Erik Lauritzen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

De fire dimensioner af bæredygtighed; social, økonomisk, miljømæssig og social danner sammen med FN’s 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling og UNESCO’s 42 indsatsområder for ’learning cities’ grundlaget for arbejdet under overskriften: ’4-17-42’”, forklarer formand for Børne- og Uddannelsesudvalget, Klaus Claris:

’Der er mange byer, der arbejder med bæredygtighed. Men det, der gør Sønderborg særlig, er den meget strukturerede koordinering af kommunens mange aktiviteter inden for bæredygtighed. Under overskriften ’4-17-42’ har vi fået skabt en struktur, hvor de mange ambitioner går op i en højere enhed i vores ’Helhedsplan for kvalitet i dagtilbud og skoler’. Jeg er stolt over, at UNESCO kan se betydningen af det”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Arbejdet med bæredygtighed foregår på tværs af Sønderborg Kommunes forvaltninger og med støtte fra et advisory board. Samarbejdspartnerne tæller blandt andet uddannelsesinstitutioner, ProjectZero og private virksomheder som Danfoss.

Gennem samarbejdet og en koordineret indsats udvikles blandt andet undervisningen i kommunens folkeskoler med fokus på bæredygtighed. Indsatsen og dedikationen anerkendes af formand for den danske UNESCO-Nationalkommision, Bo Manderup-Jensen:

”I den danske UNESCO-nationalkommission er vi meget imponerede af Sønderborgs utrættelige arbejde med bæredygtighed, medborgerskab og livslang læring for alle.  I Danmark har vi længe vidst, at Sønderborg er noget særligt i denne sammenhæng, og den internationale anerkendelse er fuldt ud fortjent. Vi håber, at Sønderborgs succes vil inspirere andre danske byer til at søge medlemskab i UNESCO’s netværk for lærende byer”, udtaler Bo Manderup-Jensen.