Forfatter Louise Nielsen bruger Sønderborg som ramme for flere drabelige mord

Louise Nielsen og Allan Breckling. Foto: Ole Kæhler
Louise Nielsen og Allan Breckling. Foto: Ole Kæhler
12. juli 2022 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Sønderborg og omegn danner ramme om nogle makabre, mystiske og ildevarslende kriminalsager i krimiserien ’Nattens Gerninger’, der er planlagt til i alt fire krimithrillere af forfatter Louise Nielsen. Seriens første kriminalroman, Nattevandrer, udkom i juni 2021, og har givet Louise Nielsen en forrygende forfatterdebut med flotte anmeldelser og stort salg som både fysisk bog og lydbog. Inden årets udgang udkommer nummer to i Nattens Gerninger , Nattemørke, som forfatteren lige nu arbejder intenst på at færdiggøre.

Artiklen fortsætter under annoncen

Louise Nielsen er født og opvokset i Skive, men det er hendes store forkærlighed for Sønderborg, der har været drivkraften bag tilblivelsen af de mørke kriminalromaner.

“Min familie og jeg har været faste feriegæster i Sønderborg i 15 år, og jeg glemmer aldrig den følelse, der ramte mig, da jeg krydsede Christian den 10.s bro og så byen for første gang. Det var kærlighed ved første blik, og siden dengang har Sønderborg været mit andet hjem”, siger Louise Nielsen, der har været bidt af skrivekunsten, siden hun var ganske lille, og hun begyndte allerede for 10 år siden at skabe det univers, der sidenhen er blevet til to ud af fire mystiske mordgåder i og omkring Sønderborg.

Artiklen fortsætter under annoncen

Forfatteren beskriver selv, hvordan hun nærmest lever i Sønderborgs gader og den omgivende natur, når hun dykker ned i sit krimi-univers fra skrivebordet hjemme i Skive.

“Jeg er fascineret af den idylliske feriestemning og den store imødekommenhed, der er i hele området omkring Sønderborg. Det er ganske enkelt en helt oplagt kontrast til alle de dystre mordgåder, jeg går og pønser på”, fortæller Louise Nielsen til SønderborgNYT.

Tilblivelsen af de ildevarslende kriminalromaner har dog vakt en del intense følelser hos forfatteren selv, og især arbejdet med Nattemørke har været både grænseoverskridende og dilemma-fyldt for Louise Nielsen. Der er afsnit i bogen, der er så makabre, at det har været særligt udfordrende for hende at arbejde sig igennem.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Der er simpelthen nogle passager, jeg næsten ikke kunne få mig selv til at skrive. Jeg har måttet lægge arbejdet fra mig, fordi jeg ikke var klar til at gå så vidt i mine beskrivelser, og jeg er et par gange stået op om natten, for at få det skrevet færdigt, fordi jeg ikke kunne finde ro, før det kom ud af verden. Når jeg læser det nu, ved jeg, at det ikke kunne skrives på andre måder, men det har været en grænseoverskridende proces”.

Forfatteren løfter dog ikke sløret for, hvilke makabre detaljer, hun specifikt hentyder til, så vil man vide mere, må man naturligvis læse bogen, når den udkommer til vinter.

Artiklen fortsætter under annoncen

Som en helt særlig gevinst, er Louise Nielsens forfattertalent blevet bemærket af den skarpsindige anmelder, Allan Breckling, der, udover sit talent som skuespiller og instruktør, blandt andet er kendt for sit succesfulde værtskab i Brecklings Bogcafé. Allan Breckling anmelder bøger af både velkendte og nye opkomne forfattere, og han følger Louise Nielsen tæt igennem tilblivelsen af krimiserien, Nattens Gerninger.

“Allan Breckling er blevet min ’nærmeste allierede, og han inspirerer mig med nye ideer til mine mordmysterier i lokalområdet. Vi har tæt kontakt, og det er en kæmpe gevinst at have fået ham som både sparringspartner og ven”, siger Louise Nielsen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Du kan møde Louise Nielsen på Brecklings Bogcafé søndag den 4. december, hvor hun gæster bogcafeen sammen med en anden kvindelig krimiforfatter, Karen Inge Nielsen, under temaet ‘De Morderiske Sønderjyder’.

Billetsalget er allerede i gang, og det er en god idé at sikre sig en plads til arrangementet allerede nu./ds