Fri BikeShop: Salget af elcykler er steget betydeligt

12. juli 2017 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Efterspørgslen på elcykler er eksploderet de seneste år, og fra 2015 til 2016 steg salget 26 procent hos landets største cykelkæde Fri BikeShop. Fagmand forklarer hvorfor.

Tiden, hvor rugbrødsmotoren var den eneste til at drive cyklen frem, er for længst ovre. Elcykel salget er eksploderet de seneste år i takt med højere cykelkvalitet og større brugsværdi.

Hos landets største kæde af cykelhandlere, Fri BikeShop med 88 butikker landet over, er salget steget 26 procent fra 2015 til 2016.

Artiklen fortsætter under annoncen

Med udgangspunkt i de foreløbige salgstal for 2017 forventer kæden, at udviklingen fortsætter i år.

“Mange yngre kvinder køber elcykler som reelt alternativ til motorkøretøjer. I stedet for at købe bil nummer to er der mange, der investerer i en elcykel, hvor det i dag er nemt at tilbagelægge adskillige kilometer uden at blive svedig. Som noget nyt er mange mænd også begyndt, at kigge på eldrevne cykler, når der skal købes tohjulet transportmiddel”, siger Kent Nissen, der er indehaver af Fri BikeShop i Sønderborg.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ifølge fagmanden er fem til otte kilometer den maksimale cykelafstand for mange, hvis de bruger en traditionel cykel. Med en elcykel er den grænse betydeligt højere, og det giver flere udnyttelsesmuligheder ved eksempelvis pendling og indkøb.

Øget snitordre, højere kvalitet til prisen

Ifølge Kent Nissen er danskerne stadig mere tilbøjelige til, at bruge penge på elcykler, og det får gennemsnitsordren til at stige hos landets cykelhandlere. Det skyldes blandt andet, at mange eksisterende elcyklister opgraderer til nyere, bedre varianter, og de ved, at merprisen for en dyrere model kan være givet godt ud.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Forbrugerne vælger i stigende grad lidt dyrere elcykler, der giver dem et betydeligt bedre produkt. Prisen er rimelig konstant, men til gengæld sikrer den teknologiske udvikling, at man får meget mere for pengene i dag end for blot få år siden“, siger fagmanden i en pressemeddelelse.

Cyklernes motorer, elektronik og batterier er blevet markant forbedret, og det giver en højere brugsværdi.  

Fagmanden anbefaler serviceaftale

Ifølge Brian Kejlstrup er det vigtigt, at købet af en elcykel følges op af en serviceaftale, fordi cyklen skal plejes lige så meget som en bil.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Når man har brugt adskillige tusinde kroner, ser man ofte en større værdi i en serviceaftale. Især i de tilfælde, hvor cyklen erstatter bil nummer to, er det vigtigt med et driftssikkert transportmiddel, og at cyklisten løbende rådgives bedst muligt”, siger fagmanden.

De traditionelle cykeldele holder, ifølge Brian Kejlstrup, i mange år, men batteriet er udsat, og derfor skal det plejes. Eksempelvis ved månedligt at lade det uafbrudt i 24 timer for at stimulere battericellerne.