Forleden slog Fri BikeShop i Sønderborg dørene op i aftentimerne til et lukket arrangement for kvinder, der havde grebet muligheden for at blive en smule klogere på cykel-universet. Hvis det skal være en fornøjelse at cykle, så er det ikke bare nok at købe en tilfældig cykel, sætte sig op og trampe afsted.
– Der er stor forskel på, om man vil cykle ture rundt omkring på Als med veninderne, køre stærkt med en flok motionister eller udfordres i skove og på stier, fortæller Fri BikeShops ejer Kent Nissen. Når først man er klar over, hvad det præcis er, man vil med sin cykel, så kommer alt det andet.
Cyklen skal passe
– Man skal kunne cykle uden smerter – og er der problemer med motorikken i forvejen, så skal der tages højde for det, siger Brian Braukmann, som er ansat i butikken. han fortæller, at det blandt andet handler om at have den rigtige størrelse cykel og den helt rigtige sadel:
– Man skal sidde, så bækkenet slapper af, siger han. Og det er der forskellige sadler, der kan sikre. Kunsten er at finde den rigtige.
– Der er ikke to bagdele, der er helt ens, siger han. Og hos Fri BikeShop kan man blive målt i alle ender og kanter, så den nye cykel kan udstyres og indstilles, så mulighederne for at opleve cykelglæden er helt i top.
– Det handler om at sidde godt og rigtigt, så det føles dejligt, når der trilles afsted på vejene.
Med til cykelglæden hører det rigtige tråd i pedalerne.
– Og til at starte med, så skal i arbejde hen imod 70 pedalomgange i minuttet, siger Kent Nissen. Når det føles let, så skal der skrues mere op, så der til sidst cykles med 90-100 omgange. En trøst for nybegyndere er, at det ganske enkelt bare er et spørgsmål om træning.
Fingersnilde
Det kræver på ingen måde råstyrke at lappe en cykel – og i Fri BikeShops værksted fik kvinderne lejlighed til at pille et dæk af en cykel og sætte det på igen. Nogle klarede det glimrende, mens andre havde lidt besvær.
– I nødstilfælde kan man bruge dækjernet, når dækket skal vippes på, men så kan man altså nappe et nyt hul i slangen, siger en af cykelmekanikerne.
Naturligvis blev der kigget på det helt rigtige cykletøj, hvor især cyklebukser er vigtige.
– Det er med til at beskytte og husk nu, at der ikke skal trusser indenunder, siger Kent Nissen, der forklarer, hvorfor der ikke skal det.
Der er ingen tvivl om, at samtlige kvinder lærte noget nyt om cykler, udstyr og det at cykle – og til de, der ærgrer sig over, at de ikke var med, så kan de glæde sig over, at der igen er Kvindeaften hos Fri BikeShop i løbet af maj.
Arrangementet annonceres her på siden.