I anledning af Østifternes 25-års jubilæum som uddelende forening har foreningen oprettet en særlig jubilæumspulje på 10 millioner kroner. Puljen er lavet for at hylde alle de frivillige rundt omkring i landet, som måske ikke altid bliver set, men som hver dag gør en kæmpe forskel for fællesskabet.
Ifølge den nyeste undersøgelse fra VIVE er det omkring 40 procent af danskerne, der laver frivilligt arbejde. Det svarer til cirka to millioner mennesker, som bruger deres tid og kræfter på at hjælpe andre, ofte uden at få den store opmærksomhed.
Med jubilæumspuljen vil Østifterne sætte fokus på den store indsats, frivillige yder hver eneste dag, og give dem den anerkendelse, de fortjener.
“Frivillighed er noget helt særligt ved Danmark. I hele landet finder man mennesker og ildsjæle, som stiller op for andre, styrker fællesskabet og skaber positive forandringer. Med denne pulje vil vi gerne give noget igen til dem, der giver så meget. Pengene kan for eksempel bruges på en fest, et kursus, en udflugt eller noget helt fjerde – bare det er med til at skabe glæde og fællesskab blandt de frivillige” oplyser Lars Suhr Olsen, direktør i Østifterne, i en pressemeddelelse.
I 2025 er det 25 år siden, Østifterne blev en uddelende forening. Siden da har foreningen støttet alt fra lokale foreninger til større projekter, altid med omtanke og frivillighed som en rød tråd.
“Det ligger dybt i Østifternes DNA at støtte det lokale fællesskab og de frivillige kræfter, der holder det hele i gang. Vi vil gerne være med til at sige tak og vise, hvor meget de betyder. Puljen er åben for alle frivillige organisationer og foreninger, som gerne vil arrangere noget særligt for deres frivillige. Det kan være stort eller småt, bare det handler om at anerkende de ildsjæle, der gør en forskel.”.
Arrangementet skal afholdes senest den 1. april 2026. Man kan søge frem til den 1. december 2025 – eller indtil puljen er delt helt ud.
Østifterne blev oprindeligt grundlagt som forsikringsselskab i 1889 og blev i år 2000 en uddelende forening. Siden har foreningen støttet projekter, der handler om omtanke, fællesskab og forebyggelse. I 2025 markerer Østifterne 25 år med fokus på at støtte op om de mange frivillige, der hver dag gør en forskel i Danmark.
For yderligere informationer om Østifternes Jubilæumspulje og ansøgningskrav kan man læse mere her.




















