Den alvorlige fugleinfluenza H5N8, der breder sig i Europa, er nu også fundet i døde fugle her i Danmark og flere steder umiddelbart syd for den dansk-tyske landegrænse.
Det kan ikke udelukkes, at sygdommen er hos vilde fugle i andre dele af landet. Men den er ikke fundet i besætninger i Danmark.
Man skal følge anbefalingerne for smittebeskyttelse, indtil andet meldes ud.
“Det kan få store konsekvenser for dyrene og eksporten, hvis sygdommen bevæger sig ind i indendørs. Derfor er det så vigtigt at både hobbyavlere og professionelle sikrer sig, at deres fjerkræ ikke kommer i kontakt med vilde fugle eller deres fugleklatter. Derfor skal fjerkræ så vidt muligt flyttes indenfor, ligesom man skal skifte fodtøj, når man går i til fuglene, så man ikke slæber sygdommen indenfor i besætningerne”, siger souschef Stig Mellergaard, Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Fødevarestyrelsen samarbejder med Beredskabsstyrelsen, DTU Veterinærinstituttet og Landbrug & Fødevarer på at håndtere situationen.