Travle iværksættere sidder i denne uge bænket hos Sønderborg Iværksætter Service, hvor der er en række undervisningstilbud indenfor emner, som man på den ene eller anden måde skal forholde sig til, når og hvis man vil drive egen virksomhed.
Tirsdag var det kommunikationsrådgiver Trine Lindén fra Reklamebureauet Commocean, der fortalte, hvordan man gør omverdenen opmærksom på, at man eksisterer og onsdag kom advokat Vivi Muurholm og forklarede de forskellige møder, man kan oprette sin lille nye virksomhed på.
“Jeg har været med til at undervise iværksættere i 10-12 år og jeg synes, de er skønt at mærke den energi, der er i et lokale, hvor der er ivøærksættere”, sagde Vivi Muurholm til de 13 iværksættere.
Hun forklarer, der er visse ting, man skal have styr på, når man starter sin virksomhed.
“Den ene er at finde frem til, hvilken virksomhedsform, man skal have og den anden er aftalerne med det personale, der eventuelt skal ansættes, altså ansættelseskontrakter”, sagde advokaten. Når de ting er på plads, så skal der findes en måde at sikre aftaler med både kunder og leverandørerne på.
Sådan kommer du i gang
Hvis man drømmer om at blive sin egen og andres chef, så er det letteste måske at købe en virksomhed, der er i gang.
“Så får man det hele i en samlet pakke og sådan gør nogle iværksættere, der måske er i et firma, som chefen gerne vil sælge”, sagde Vivi Muurholm. Når man overtager en virksomhed, så er der en masse ting, som man skal sikre sig – og advokatens råd er, at man gennemgår overtagelsen med en advokat.
“Alle virksomhedens aktiver skal gennemgås og der skal kigges efter, hvad der skyldes væk. Man skal tage stilling til, om man vil have medarbejderne med og så videre”, sagde Vivi Muurholm.
Fra idé til direktør-titel
De mennesker, der henvender sig til Sønderborg Iværksætter Service har en idé, som de gerne vil udvikle og så ellers tjene nogle penge på. Det kan være en ny opfindelse, rådgivning, fodpleje, frisør og mange andre ting. Alle ideer, der på sigt kan give en lønindtægt til ejeren og meget gerne flere er glimrende.
“Når i skal starte virksomheden, så skal i få den lagt ind i den rigtige selskabsform. Og for en stor del er en enkeltmandsvirksomhed glimrende”, siger advokat Vivi Muurholm og nævner, at ejeren af en enkeltmandsvirksomhed hæfter med alt, hvad han eller hun har.
Nogle af deltagerne har allerede oprettet deres virksomheder og enkelte af dem har givet sig selv en direktør-titel. Her må man regne med, at der stadig er et stykke vej til det, man sædvanligvis betragter som en direktørløn.
Vivi Muurholm gennemgik andre selskabsformer og gav gode råd om, hvornår de enkelte af dem er det rigtige valg.