Gospelfællesskabet Sønderborg er klar til at fylde efteråret med sang, smil og fællesskab. Når korene mødes igen fra midt i august, er der plads til nye sangere i alle fire kor – uanset om man er til hyggesang over madpakken, energisk børnegospel eller ambitiøse koncertforberedelser.
I Sønderborg Frikirke mødes Gospel4Ever onsdage klokken 10:00 til 11:30, hvor dagen rundes af med madpakke og snak til klokken 12:00. Koret er for alle aldre og kendt for at have sangglæde øverst på dagsordenen. Om eftermiddagen er det børn og unge fra 0. til 9. klasse, der giver den gas i New Gospel Generation fra klokken 16:00 til 17:30, mens de voksne i Hearts of Gospel øver onsdage fra klokken 19:00 til 21:00.
Torsdage klokken 19:00 til 21:30 mødes New Hope Gospel Choir, der har optagelsesprøve og rummer op til 35 sangere. For de øvede sangere er der optagelsesprøve til New Hope Gospel Choir torsdag den 14. august.
Der er åbent hus i onsdagskorene den 20. og 27. august, hvor både medier og nysgerrige kan kigge forbi og mærke stemningen. Her får man også mulighed for at møde Helene Frank, som er ny korleder for Hearts of Gospel.
For mere information kan Gospelfællesskabet Sønderborg kontaktes på email [email protected], oplyser Gospelfællesskabet Sønderborg i en pressemeddelelse.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.




















