Det er en livslang drøm, der går i opfyldelse, når 33-årige Laila Helt den 8. januar slår dørene op for sin egen brudekjoleforretning på Slotsgade i
Gråsten. Her vil hun kræse om kommende brude og alle de kunder, der har brug for kjoler og tilbehør til de helt store fester og begivenheder.
Nogle gange får man et af den slags tilbud, som man slet ikke kan sige nej til. Det var tilfældet for den lokale designer Laila Helt, da hun en dag fik en opringning. Opkaldet kom fra Irma Andersen, der i de seneste ti år har drevet Gråsten Brudekjoler, og spørgsmålet lød, om Laila Helt havde lyst til at overtage den kendte brudekjolebutik, da pensionen stod for døren.
“Jeg var ikke en sekund i tvivl om, at jeg ville svare ja. Jeg kender i forvejen butikken rigtig godt, fordi jeg både har været model og medhjælper i Gråsten Brudekjoler. Samtidig har jeg en stor passion for smukke kjoler, mode og styling for slet ikke at nævne de hundredevis af gode ideer, som jeg nu kan komme til at føre ud i livet”, siger Laila Helt i en pressemeddelelse.
Hjertet er med
Laila Helt har en baggrund som designer og har ligeledes mange års erfaring indenfor dametekstil. Så derfor er hun klædt godt på til den nye tilværelse som butiksindehaver af Brudekjoler Laila Helt med speciale i brudekjoler, konfirmationskjoler og festtøj.
“For mig er det helt afgørende at have hjertet med, i alt hvad jeg gør. Og det har jeg i min nye butik, hvor jeg nu kan gøre mine visioner til virkelighed. Jeg vil fokusere meget på den personlige betjening og gode kundeoplevelse, for det er noget ganske særligt at skulle vælge lige præcis den rette kjole til en stor og vigtig begivenhed som f.eks. et bryllup, en gallafest eller en konfirmation. Det er kundens ønsker og ideer, der er i centrum, og jeg og mit personale er her udelukkende for at sørge for, at både kjole og tilbehør lever op til alle forventninger”, siger Laila Helt.
Ny butik i velkendte rammer
Netop nu er Laila Helt i fuld gang med at istandsætte den nye butik. For selvom butikken åbner i Gråstens Brudekjolers velkendte rammer, er der meget, der skal gøres, før butikken er transformeret til Brudekjoler Laila Helt.
“Rammerne er selvfølgelig vigtige, for her skal både være plads til den personlige og professionelle vejledning, alt det smukke tøj og til vores egen systue, hvor vi både tilretter kjolen, så den sidder perfekt og udfører specielle ønsker. Jeg har også planer om at afholde forskellige events og kundeaftenener med fokus på bruden eller konfirmanden i butikken”, siger den kommende butiksejer.
Nok at vælge mellem
Brudekjoler Laila Helt kommer til at have et stort udvalg af kjoler fra både danske og internationale mærker indenfor brude, fest og konfirmationskjoler. Alle skal være velkomne og kunne finde præcis det, de drømmer om. Derfor har Laila Helt valgt både at føre kjoler i alle størrelser fra str. 36 til str. 60 og modeller lige fra den smykke prinsessekjole til de mere enkle og klassiske modeller. Ligeledes spænder også prisniveauet bredt, så der vil være noget for enhver smag og pengepung. Desuden vil butikken byde på et bredt udvalg af hårpynt, tasker, smykker, slør – og ikke mindst Laila Helts eget design.
“Jeg designer selv unikke headpieces, eller sagt på godt dansk: hårpynt. Det giver nemlig mine kunder mulighed for at få helt særligt og personligt designet tilbehør, der passer perfekt til kjolen, og som bogstaveligt talt kan sætte prikken over i’et”, siger Laila Helt.
Stolt og glad
Laila Helt forventer at få rigtig travlt allerede fra dag ét i Brudekjoler Laila Helt. For selvom butikken er ny, er adressen i de hyggelige rammer i Gråsten allerede velkendt. I over 20 år her der nemlig være brudekjoleforretning i Slotsgade, og derfor er der et solidt kundegrundlag med kunder fra hele Sønderjylland og øvrige dele af Danmark.
“Det er en hyggelig og lokal butik, som jeg er stolt og glad over at kunne føre videre, men samtidig glæder jeg mig til at give butikken et nyt pust og sætte mit helt eget præg. Så nu glæder jeg mig bare til at komme i gang og byde kunderne varmt velkomment. Vi fejrer naturligvis åbningen med manér med bl.a. reception, et stort åbningsudsalg med særlig gode priser og ikke mindst en konkurrence om et gavekort blandt de første 50 kunder”, siger Laila Helt.