Gratis Bobby-musik i Sønderborghus

16. maj 2019 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Hvert år i november bliver Sønderborghus fyldt til den årlige Bobby Festival.

Du behøver dog ikke vente helt til november for at nyde en god musik, godt selskab og måske en kølig øl.

Fredag den 24. maj inviterer Bobby Festivalen nemlig til gratis koncert og uddeling af donationer på Sønderborghus. Musikken leveres af Group Busstop og Henriette Sonne, skriver Sønderborg ’68 in Concert.

Henriette Sonne åbner koncerten med en håndfuld af hendes bedste sange.

Hun har spillet musik i både eget navn og med forskellige bands siden 1981.

Artiklen fortsætter under annoncen

Stilen læner sig op ad en dansk udgave af Americana og er en variation over folk/pop – krydret med et strejf af country.

Group Busstop

Group Busstop er et relativt nyt orkester – dog med stærke rødder i Sønderborgs musikliv og i de gode gamle Bobby-orkestre, Haimons, Group LSD og Doncarsters.

Group Busstop er dermed på mange måder indbegrebet af den musikalske ånd bag Bobby-festivalen med musik fra de glade 60’ere og 70’ere.

Bandet består af Haimons-musikerne Jan Christiansen, guitar & sang og Tim Hansen, guitar & sang og Group LSD-medlemmerne Frank Hansen, sang & percussion og Ole Skau, trommer, Totte, keyboard, guitar & sang med en fortid i begge orkestre samt Finn Davidsen, bas & sang fra Doncarsters.

Artiklen fortsætter under annoncen

Koncerten arrangeres af Sønderborg ’68 in Concert, der står bag den populære Bobby Festival, der finder sted på Sønderborghus hvert år i november.

Inden koncerterne begynder, bliver der uddelt donationer til musikalske formål i Sønderborg Kommune. Det er festivalens overskud, der på denne måde er med til at styrke musiklivet i området.

Arrangementet begynder kl. 20 – og dørene åbnes cirka en halv time før.