Gratis kurser til frivillige kulturarrangører

6. januar 2022 Sønderborg Skrevet af: Redaktion

Vil du skabe den fedeste skolefest eller trække flere tilskuere til jeres lokale teater?

Har du brug for hjælp til at sætte lyd på en forfatter til en oplæsningsaften eller lave en scene til en kirkekoncert?

Så kan du få gratis professionel hjælp i den kommende tid, hvad enten du er frivillig ved kulturarrangementer udendørs eller indendørs.

Projektet hedder Backstage Crew og er for alle over 15 år. Det består af fire temadage med fokus på henholdsvis lys, lyd, publikum og scene. De to undervisere er Glenn McPherson fra Blackhat Promotions og Ulrik Bossen fra GigRec Productions, som til dagligt arbejder professionelt med at sætte scener op, sørge for lyd og lys med mere, skriver Sønderjysk Kulturfællesskab.

Artiklen fortsætter under annoncen

Den første temadag er den 26. februar og handler om lys. Her leger deltagerne med farver, indstillinger og positioner for at skabe den bedste sceneoplevelse. De får desuden gennem praktiske øvelser viden og værktøjer til at arbejde med blandt andet strøm og ophæng.

Anden temadag har fokus på lyd. Underviserne øser af deres erfaring og viden om, hvordan man giver publikum den bedste lydoplevelse i et rum, hvad enten det er en gymnastiksal, et forsamlingshus eller et helt tredje sted.

Artiklen fortsætter under annoncen

Publikum er centrum for tredje temadag. Få bud på, hvordan arrangører kommer i kontakt med publikum og sikrer, at gæsterne får den bedste oplevelse, lige fra de hører om arrangementet over deres billetkøb, til arrangementet er slut.

Opbygning af en scene er hovedemnet på fjerde temadag. Her vil deltagerne få et bud på, hvordan de skaber en scene, som både tilgodeser tilskuernes ønsker, kunstnernes behov og hensynet til sikkerheden.

Alle temadage inkluderer undervisning i brand- og sikkerhedsplaner, bookingsystemer, kontrakter og markedsføring.

Artiklen fortsætter under annoncen

Bag projekt Backstage Crew står de fire kommuner Aabenraa, Haderslev, Tønder og Sønderborg. Med projektet vil de gerne understøtte det store udbud af arrangementer i Sønderjylland, som frivillige står bag.

Arrangementerne fordeler sig på mange forskellige genrer og lokationer og er målrettet forskellige aldersgrupper og interesser. Det er håbet, at de frivillige arrangører på temadagene også kan udveksle viden og erfaringer på tværs af geografi, kunstart, alder og genrer.

LYS: 26. februar, 11:00 – 15:00 i Aabenraa

Artiklen fortsætter under annoncen

LYD: 5. marts, 11:00 – 15:00 i Haderslev

PUBLIKUM: 12. marts, 15:00 – 20:00 i Tønder

SCENE: 19. marts, 11:00 – 15:00 i Sønderborg

Tilmelding sker på Place2Book .