Guitaristen Mike Stern spiller i Sønderborg Jazzclub

11. oktober 2020 Kultur Skrevet af: Redaktion

Mike Stern har hørt til eliten af jazz guitarister i flere end 40 år og er efter et par års ufrivillig pause på grund af et alvorligt uheld, tilbage på scenen med fuld power. Søndag den 18. oktober er han i Sønderborghus, hvor han spiller i Sønderborg Jazzclub klokken 15.

Stern medbringer et stjernehold af musikere og denne gang kan vi glæde os til et dejligt genhør med Chris Minh Doky, David ‘Fingers’ Haynes samt Mike Sterns kone, Leni Stern, skriver Sønderborg Jazzclub i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Mike Stern har seks Grammynomineringer og har sammen med John Scofield været selve definitionen på ’guitaristen’ i moderne jazzmusik.

Hans mangeårige samarbejde med Miles Davis er legendarisk og der har været rigtig mange highlights i hans lange og glorværdige karriere.

Her skal nævnes hans tætte samarbejde med navne som Jaco Pastorius, David Sanborn, Yellowjackets og en lang række prominente solister, som han har indspillet og turneret med.