Helt forrygende år for Nordborg Bio

17. januar 2019 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Nordborg Bio har, i lighed med mange biografer landet over, haft et forrygende år. Nordborg Bio har oplevet en fremgang på 40 procent på billetsalget i 2018 i forhold til 2017 og har solgt ca. 7500 billetter.

For at finde noget lignende skal vi tilbage til 2012, der også var et fantastisk år for biografen.

Filmen ”I krig og kærlighed” var en stor succes, men selv uden den, har biografen oplevet en markant fremgang i 2018. Dette skyldes ikke mindst de mange gode film, der har været i årets løb, men i særdeleshed det trofaste publikum fra nær og fjern, der vælger at støtte den lokale biograf.

Artiklen fortsætter under annoncen

I Nordborg Bio glæder vi os over den store fremgang og ser frem til, at vise nye spændende og underholdende film i 2019, skriver biografen til SønderborgNYT.

I Nordborg Bio er der en sal med 90 pladser, med synsforhold, teleslynge og benplads i særklasse. Der er endvidere gode adgangsforhold for kørestolsbrugere.

Biografen drives af en frivillig gruppe mennesker i Nordborg, der ønsker at bevare en biograf i Nordborg.