Henrik Termansen i centrum i slagtøjskoncerten TermoXstatic

17. januar 2020 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Torsdag 23. januar kl. 20.00 i Koncertsalen Alsion spiller Sønderjyllands Symfoniorkester koncert med slagtøj og én af Danmarks allerbedste slagtøjsspillere, Henrik Termansen, i centrum. Dirigent Søren Kinch Hansen leder orkestret gennem aftens program, der inden Søren Monrads slagtøjskoncert TermoXstatic indledes med Tjajkovskijs Romeo og Julie-ouverture.

Søren Monrads TermoXstatic, blev uropført af Henrik Termansen og symfoniorkestret i 2017, og det er nu anden gang at koncerten, som er tilegnet Henrik og skrevet til Sønderjyllands Symfoniorkester, bliver opført.

Artiklen fortsætter under annoncen

Rørende koncert

Første gang Henrik Termansen spillede koncerten, var både musikchefen for symfoniorkestret og publikum begejstrede:

“Jeg troede ikke, man kunne blive rørt af at lytte til slagtøj. Men det kan man altså”, sagde musikchef Nikolaj Andersen til SønderborgNYT efter Henrik Termansens store præstation den 1. februar 2017..

I pausen gav publikum udtryk for det samme.

Masser af instrumenter

Over 50 slagtøjsinstrumenter rykker ud af øvelokalet og ind på scenen i en stor opstilling af fire instrument-øer, der skelner mellem træ-, metal- og skind-instrumenter, som Henrik Termansen undervejs skifter imellem. Slagtøjskoncerten er 35 minutter fuld af bevægelse, spændende rytmer og klange, og som med Henriks imponerende spil er en uforglemmelig musikoplevelse. Selvom det ikke er første gang, at han spiller koncerten, har han øvet sig på det komplekse værk et år forud for aftens koncert.

Artiklen fortsætter under annoncen

Koncert i tre dele

Værket består af tre dele: 1. ”Cartoons and heavy metal”, 2. “Procession-meditation-machine heads” og 3. ”Tribal dances and the return of Galadriel”. Selv beskriver Søren Monrad værket således:

”Jeg har forsøgt at komponere et udadvendt og letforståeligt stykke musik spændende fra strengt rytmiske strukturer over blide meditative klangfulde forløb til kraftfulde udladninger i spektakulære instrumentopsætninger. Værket bærer præg af mit omfattende kendskab til slagtøjsinstrumentariets og orkestrets mangfoldige klangmuligheder, samt min livslange baggrund i den klassiske musik og min vedvarende kærlighed til jazz og fusionsrock”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Henrik Termansen er slagtøjsspiller i Sønderjyllands Symfoniorkester på sit 28. år. Udover sit virke som musiker, har han altid været meget opmærksom på at videreformidle sin kunnen og erfaring til kommende generationer af slagtøjsspillere. Det kommer til udtryk på mange måder, og i Sønderjyllands Symfoniorkester opleves det særligt i forbindelse med indkaldte slagtøjsassistenter, hvor Henrik Termansen altid er meget opmærksom på, at de får de bedst mulige vilkår og muligheder for at prøve sig af som orkesterslagtøjsspillere.

Artiklen fortsætter under annoncen

Aftens dirigent Søren Kinch Hansen, der også dirigerede under uropførelsen af samme slagtøjskoncert i 2017, er erfaren i sit fag og er fast dirigent for Vokalensemblet GAIA, Aarhus Universitetskor og Århus Sinfonietta, der alle opfører den sjældent hørte eller nyere musik.

Udover TermoXstatic spiller orkestret Tjajkovskijs Romeo og Julie-ouverture, der i musikken formidler elementer fra Shakespeares berømte kærlighedsdrama om de to unge elskende, der ikke kan få hinanden på grund af familiernes årelange strid.

Artiklen fortsætter under annoncen

Du finder din billet HER på LINKET

29. marts 2024 Erhverv, Sønderborg

1019 husstande er uden strøm

29. marts 2024 Erhverv

Ifølge Elnetselskabet N1 mistede 1019 husstande i Sønderborg – blandt andet i Jørgensgaard – strømmen ved midnat. N1 arbejder på at lokalisere fejlen og venter at der er strøm igen natten til fredag omkring klokken 02.

Læs mere...