Udvalget for Kultur, Idræt, Handel og Turisme har besluttet, at det i Augustenborg bliver Hertugbyens Udviklingsforum, der modtager driftsstøtten på 100.000 kroner i år med en forventning om, at de inddrager andre foreninger i Augustenborg, når pengene forvaltes og prioriteres.
“Det er meget spændende at følge de konkrete initiativer og den netværksdannelse, der både i Broager og Augustenborg er fulgt i kølvandet på arbejdet med bystrategierne. I Augustenborg er der etableret shelterplads og fuglespot, Kaninsøen er renset op, og der er udgivet en bog. Nu venter vi spændt på flere initiativer, når driftsstøtten sendes ud til Hertugbyens Udviklingsforum og i samarbejde med andre lokale aktører bliver til konkrete handlinger, siger udvalgsformand Stephan Kleinschmidt i en pressemeddelelse.
“Når mange gode kræfter arbejder sammen, genererer det energi og nye ideer. Det kan vi se udmønte sig i de byer, der har arbejdet med og fået en bystrategi, og jeg tror også, det vil ske i Nordborg-Havnbjerg. Hertugbyens Udviklingsforum blev stiftet i 2017 og har påtaget sig en aktiv rolle i arbejdet med at udvikle handel, kunst, kultur, bosætning, natur og turisme i Augustenborg til glæde for Augustenborg, men også hele kommunen”, siger næstformand Jesper Kock.
På Hertugbyens Udviklingsforums hjemmeside står der, at planerne for 2021 rummer blandt andet handler om Lillehavsstien, renovering af badehuse, opsætning af en stander med turistinfo på havnen og søsætning af en byguide-app.