HUI Fitness har en fitnesscenter-ansøgning på Byrådets dagsorden

5. august 2021 Kultur
Politikere får viden om fitness i Hørup
Politikere får viden om fitness i Hørup

Hørup Ungdoms- og Idrætsforening, HUI, har en ansøgning liggende hos kommunen og den går ud på, at der skal gives en lånegaranti på 3,5 millioner kroner, så foreningen kan bygge et fitnessrum.

“I 2018 spurgte vi medlemmerne i HUI, hvad de savnede i foreningen og rigtigt mange sagde, at det ville være fantastisk med fitness og det har vi arbejdet på lige siden”, sagde HUI-formand Henrik Kruse til otte af de ni byrådsmedlemmer, som havde takket ja til at komme og høre om projektet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Thomas Steen er formand for den kommende fitness-afdeling og han er med på det hold, som de seneste år har brugt masser af tid på engang at få skabt et fitness-center i Hørup-hallen.

“Fitness bliver en del af HUI, altså foreningsbaseret fitness, og det vil gi’ noget til de andre afdelinger i HUI, som også kan bruge maskinerne”, sagde Thomas Steen og han fortalte videre, at det også bliver et ‘grønt’ fitness-center.

“I stedet for at have maskiner, som bruger strøm, så køber vi maskiner, som laver strøm, når de bliver brugt. Hvis nogen vil sådan nogle maskiner, så skal de en tur til Trekant-området, som er det nærmeste sted”.

Artiklen fortsætter under annoncen

HUI Fitness skaffer selv penge til maskinerne, som også kan bruges af skolebørn og ældre.

“Jeg ser jo gerne, at de 10 til 12-årige børn kan bruge fitness imod overvægt”, sagde Didde Lauritzen fra Sundhedsudvalget. Og det kan de heldigvis.

“Når det er mindre-årige børn, så skal der en instruktør på og det kan vi sagtens klare”, sagde Thomas Steen.

Aase Nyegaard synes, det er spændende med fitness-maskiner, som laver strøm.

Ideen med at invitere byrådet på besøg var at give dem en gennemgang af det projekt og ansøgningen, som skal gennem Byrådet i løbet af august, så de har en fornemmelse af, hvad pengene skal bruges til.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Og jeg kan tilføje, at det kommer til at koste 170 kroner om måneden at være medlem – og får vi overskud, så går pengene videre til hovedafdelingen i HUI, så de kommer til at gavne andre steder i foreningen”, sagde Thomas Steen.

“Jeg har fulgt projektet på sidelinjen og i første omgang var det et forberedelsespunkt til budgetforhandlingerne for budget 2022 på Teknik- og Miljøudvalgets dagsorden og efterfølgende Økonomiudvalget”, siger byrådsmedlem Jesper Kock til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Jeg synes, at det ville være synd, hvis HUI Fitness skulle vente helt til 2022, før de kunne komme i gang, så det er en stor glæde, at det nu kommer på Økonomiudvalgets dagsorden som beslutningssag den 18. august. Opnår ansøgningen fra HUI Fitness flertallets opbakning i Økonomiudvalget, kommer det videre til byrådet den 25. august, og hvis der også er opbakning der, så kan de komme i gang”.

De otte politikere, som havde taget turen til Hørup, var Preben Storm, Tage Petersen, Gerhardt Bertelsen, Peter Thomsen, Aase Nyegaard, Jesper Kock, Didde Lauritzen og Thomas Worm Larsen.

Artiklen fortsætter under annoncen

 

 

Skrevet af: Ole ole@sonderborgnyt.dk

RESERVER PLADS NU PÅ TLF. 30 89 15 49