Et af de områder, der er i vækst, når det gælder frivillighed, er det kommunale område. Her kan vi af den seneste frivilligrapport blandt andet se, at antallet af ansatte i kommuner, der arbejder med frivillighed, fra 2010 til 2014 er steget med 141 procent. Og selvom man på Center for Frivilligt socialt Arbejde ser, at kommunerne i stigende grad arbejder professionelt og målrettet med frivillighed, så er der ifølge Lars Skov Henriksen fortsat brug for opmærksomhed.
Det skriver Center for Frivilligt Socialt Arbejde.
”Frivillige trækkes i dag i stor stil ind i den offentlige sektor, og der er en fare for, at tilgangen til frivillige og frivillighed først og fremmest er båret af et ønske om at få løst en række opgaver snarere end at være et reelt supplement til de traditionelle velfærdsydelser,” siger Lars Skov Henriksen, frivilligforsker og professor ved Aalborg Universitet.
Johannes Andersen er mere kritisk – og skeptisk på velfærdens vegne.
”Vi er blevet forbrugere af velfærd og i de seneste år mere og mere medskabere af velfærden. Det udfordrer det traditionelle velfærdssamfund, og det udfordrer frivilligheden. Det er en af grundene til, at vi i disse år også ser flere og flere lokale, ikke-organiserede initiativer, som ofte er et udtryk for en mistillid til systemet. Vi tror ikke på, at kommunen eller staten kan hjælpe os, og så gør vi det selv,” siger samfundsforsker Johannes Andersen.