I aften kan du nyde synet fra 350 tændte lys i Sønderborg Kaserne

4. maj 2021 Kultur Skrevet af: Redaktion

Tirsdag aften kan du nyde det flotte og helt særlige syn af de hundredevis af levende lys, som bliver tændt på Sønderborg Kaserne klokken 21.00 – til minde om 4. maj 1945, hvor Danmark igen blev frit efter besættelsen.

I kasernegården kan der købes en god kop kaffe fra Kaffe Lars, som i samarbejde med Als Veteranklub, ipnordic og HOTEL Sønderborg Kaserne donerer hele kaffebeløbet til Julemærkehjemmet Fjordmark.

Hvis du ikke har mulighed for at komme forbi kasernen er det naturligvis også tilladt at støtte den gode sag ved at donere et valgfrit beløb til “Æ Kaffevun” via MobilePay til 8655LP.

Artiklen fortsætter under annoncen

I den nordlige bygning, ejet af HOTEL Sønderborg Kaserne, vil der være lys på alle etager både ud mod Alssund og ind mod kasernegården. I den sydlige bygning, ”Regimentskasernen” ejet af Sønderborg Kommune, vil 54 stearinlys i år blive tændt ud mod Alssund – det lavere antal skyldes de omfattende renoveringer af bygningen, som er i gang.

I samme tidsrum vil flaget være hejst i kasernens flagtårn – og blive belyst af projektører.

Lyssætningen er et samarbejde mellem Kontaktudvalget For De Militære Traditioner i Sønderborgområdet, Hærhjemmeværnet, Sønderborg Kommune, OCTOPUS, ipnordic samt HOTEL Sønderborg Kaserne.