I Augustenborg er der glæde over udsigten til et nyt sundhedshus

12. oktober 2023 Augustenborg Skrevet af: Ole Kæhler

Hertugbyens Udviklingsforum  glæder sig over, at Byrådet har sat 20 millioner kroner af til ombygning af det gamle Augustenborg Rådhus, så det bliver til nyt Sundhedshus.

“Sundhedshus var et af de helt store borgerønsker på HUs To-Do-liste. Det er et målrettet samarbejde med engagerede politikere, en lydhør forvaltning og private sundhedsaktører, der nu endelig bærer frugt”, fortæller Jeanette Myllerup, formand for Hertugbyens Udviklingsforum og med i Sundhedshus-gruppen.

“Selvfølgelig har det krævet meget tålmodighed af os frivillige, men det har også været et spændende projekt og en god oplevelse, hvor vi har oplevet stor opbakning, forståelse og haft en god dialog med Sønderborg Kommune, Sundhedsudvalget og regionen”, fortæller Steffan Stuhr, der også er med i Sundhedshus-gruppen, skriver Hertugbyens Udviklingsforum i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hertugbyens Udviklingsforum bakker op om placeringen af det nye sundhedshus i det tidligere rådhus ved Louise Augustas Plads. Bygningen og infrastrukturen opfylder alle tænkelige ønsker til gavn for patienter og borgere: Central placering, passende antal m2, tæt på apotek, mange P-pladser og handicapvenlige adgangsforhold.

“Beslutningen om det tidligere rådhus betyder imidlertid også, at foreningen KunstVærket får brug for nye lokaler”, siger Karen Halskov fra Sundhedshus-gruppen.

Artiklen fortsætter under annoncen

“KunstVærket betyder meget for vores by, og vi håber, at det er muligt for kommunen at finde en passende lokalitet til dem, så vi fortsat kan glæde os over at have sådan et aktiv i byen”.

Sundhedshuset bliver på ca. 1500 m2, og der stiles efter, at det gamle rådhus skal gennemrenoveres, så det fremstår så moderne og brugervenligt som muligt. Ud over selve bygningerne får Louise Augustas Plads også en grundig opdatering.

Det er målet, at det nye Sundhedshus skal stå færdigt i 2026, og Hertugbyens Udviklingsforum vil løbende informere om projektet på sin hjemmeside, herunder hvilke private og kommunale sundhedsaktører der flytter ind i det nye sundhedshus.

Artiklen fortsætter under annoncen

Realdania By & Byg hjælper med økonomien til at sikre sammenhængen mellem et godt sundhedshus og en attraktiv bymidte med fokus på kulturmiljøet.

Og skulle der være flere sundhedsaktører, der overvejer at åbne praksis i Augustenborg eller bare vil vide mere om det kommende sundhedshus, er de velkomne til at kontakte Hertugbyens Udviklingsforum.

23. marts 2025 Sport, Sønderborg

Sønderborg samler børn til fodbold og fællesskab i påsken

23. marts 2025 Sport

Der er smil, sved på panden og masser af bold i luften, når Sønderborg Boldklub i samarbejde med DBU og Sønderborg Kommune for allerførste gang åbner dørene til en helt særlig fodboldskole for børn og unge fra udsatte boligområder. I uge 16 forvandles banerne hos Sønderborg Boldklub til et mekka af fodboldglæde, grin og nye […]

Læs mere...